Hun blev fundet uden tøj på, uden et sprog og rendende rundt på alle fire - ligesom de aber, hun var sammen med.

For otte uger siden gjorde nogle skovhuggere i Indien et overraskende fund.

Sammen med en flok aber så de en ung pige løbe rundt. De valgte straks at kontakte politiet, som fandt pigen og tog hende med på hospitalet i Bahraich sydøst for New Delhi.

Det fortalte politibetjenten Dinesh Tripathi til nyhedsbureauet AP torsdag.

Det vides endnu ikke, hvem pigen er, men hun menes at være mellem otte og tolv år. Samtidig formoder man, at hun har levet i junglen i flere år sammen med aberne. Af den grund er hun af flere medier blevet omtalt som den kvindelige Mowgli - efter Rudyard Kiplings bog 'Junglebogen' om drengen Mowgli, der vokser op blandt dyr i den indiske jungle.

Gennem de otte uger, pigen har været indlagt på hospitalet, er hun ifølge lægerne langsomt begyndt at vænne sig af med sin mere 'dyrelignende adfærd' og er ved at 'blive et menneske'.

Da hun blev fundet, løb hun rundt på sammen måde som aberne - på hendes arme og ben, mens hun spiste mad direkte fra jorden eller gulvet med sin mund. Efter hun kom på hospitalet, er hun begyndt at gå normalt, og hun er begyndt at bruge sine hænder til at spise.

Billedet fra den seneste film om 'Junglebogen' om drengen Mowgli, der voksede op i junglen med ulve.
Billedet fra den seneste film om 'Junglebogen' om drengen Mowgli, der voksede op i junglen med ulve. Foto: Pr foto Disney
Vis mere

Hun kan endnu ikke kommunikere ved hjælp af sprog, men gennem uforståelig mumlen, fortæller lægen D.K. Singh fra hospitalet.

»Hun kan stadig ikke tale, men hun forstår det, du siger til hende, og hun smiler endda,« siger han.

Skovhuggerne, der fandt pigen, forsøgte i første omgang selv at redde hende, men det lykkedes ikke.

»De (skovhuggeren, red.) sagde, at pigen var nøgen og meget komfortabel i abernes selskab. Da de prøvede at redde pigen, blev de jaget på flugt af aberne,« har politibetjenten Dinesh Tripathi fortalt.

Hun blev senere reddet af en politibetjent.

»Da han (betjenten, red.) kaldte efter pigen, angreb aberne ham, men det lykkedes ham at redde pigen. Han løb af sted med hende hen til sin patruljevogn, mens aberne løb efter ham,« siger Dinesh Tripathi ifølge nyhedsbureauet.

Til den engelske avis The Telegraph har lægen Arun Lal, som besøgte pigen torsdag, fortalt, at hun i begyndelsen var 'meget aggressiv' og veg væk fra menneskelig kontakt, mens hun konstant forsøgte at flygte fra hospitalet.

Først for nylig er hun begyndt at reagere på menneskelig kontakt, og hun har et par gange holdt hånd med nogle af lægerne eller sygeplejerskerne, som passer på hende.

Pigen var 'forfærdeligt svag' og underernæret, da hun blev fundet, og hendes krop havde været dækket med sår. Men ifølge lægen Arun Lal har hun fået det meget bedre, efter hun er begyndt at spise større mængder af mad.

Et hold af psykologer er med til at behandle pigen, og hospitalet vil snart foretage en radiologisk test på hende for at finde ud af, præcist hvor gammel hun er.

De første meldinger fra de psykologiske undersøgelser viser angiveligt, at pigen sandsynligvis har haft menneskelig kontakt på et tidligere tidspunkt i sit liv, før hun levende med aberne, men det har ikke været muligt at komme det nærmere.

»Det faktum, at hun reagerer på mennesker, viser, at hun har minder om at leve med dem,« siger Arun Lal til The Telegraph.

Pigen er ifølge det engelske medie blevet navngivet Durga efter den hinduistiske kriger-gudinde, der er bekæmper af det onde og har skabende og helbredende egenskaber.

Politiet er nu ved at undersøge, hvordan pigen endte i skoven, og hvem hendes forældre er.