Den døde bombemand Tamerlan Tsarnaevs fortid indeholder flere mysterier. Blandt andet et uopklaret tredobbelt drab i 2011 og et ægteskab og et barn med en amerikansk kvinde. Myndighederne skal nu på en rejse ind i hans fortid.
Det var en eftermiddag i september i 2011, en mandag i forstæderne til Boston, og tre unge mænd blev fundet dræbt. Eller 'likvideret', som de lokale medier beskrev drabene.
De tre lå på gulvet i en førstesalslejlighed, deres halse var skåret over, deres lig overstrøet med hash, og i lejligheden fandt politiet 5.000 dollar. 'Der var blod alle vegne. Overalt,' sagde en nabo, Geoofrey Langton, til en lokal TV-station, og udlejeren klagede over, at han måtte skifte gulvtæppet i hele lejligheden.
Beboeren var Brendan Mess, en kendt amatørbokser, og hans to dræbte venner var Raphael Teken og Eric Weissmann, og det tredobbelte drab blev med tiden til et tredobbelt mysterium. Både en lokal universtetsavis og forstadsavisen i Waltham kørte jubilæumsartikler om drabet. 'Nu er det to måneder siden,' og 'for et år siden blev tre mænd ... ', og i artiklerne lovede den lokale anklager, at han ville finde og fange den skyldige. Men sporene var få.
Indtil nu. Ind til bombeangrebet. Den mistænkte hovedmand bag bombeangrebet er Tamerlan Tsanaev, og ejeren af et boksecenter fortalte lørdag til Boston Globe, at Tamerlan kun havde én amerikansk ven, og det var Brendan Mess. 'Det var hans bedste og eneste amerikanske ven,' sagde ejeren, der kendte begge mænd.
Det betyder ikke, at Tamerlan Tsarnaev har noget med drabene i Waltham at gøre. Det er muligt, at ejeren af boksecenteret tager fejl, og at det hele er en vildand, men det er en af de tråde, som venter på at blive fulgt til ende, og det illustrerer den opgave, som myndighederne nu står over for: At rekonstruere især Tamerlan Tsarnaevs liv.
Blev mere og mere frustreret
For nok er begge Tsarnaev-brødre mistænkt for drabene i Boston - den 26-årige Tamerlan og den 19-årige Djokhar - men de var ikke jævnbyrdige partnere i forehavendet. Som andre masseforbrydelser med to gerningsmænd har dokumenteret, bl.a. skolemassakren i Columbine og snigskytterne i Washington, så er én person typisk dominerende, mens den anden lader sig dominere.
Det var også tilfældet i Boston, vurderer de fleste autoritative kilder, Tamerlan var chefen, Djokhar fulgte med, og svarene skal findes i Tamerlans fortid.
Det tredobbelte drab i Waltham er en del af den fortid, og Tamerlans kærester og kone er en anden del. En af sagens mest uopklarede aspekter hedder Katherine Russell. Hun var gift med Tamerlan, og sammen har de en tre år gammel datter. Radionetværket NPR har talt med tre af Katherine Russells veninder, og de har fortalt, at de kendte hende tilbage i 2008, hvor hun første gang mødte Tamerlan. De var alle fire studerende på Suffolk University i Boston.
Dengang var Tamerlan en forholdsvis typisk ung mand, der festede, drak og røg hash, men det ændrede sig i de følgende år. Han blev mere og mere frustreret, fortalte de, og hans frustrationer gik ud over Katherine og andre af hans kærester. Han tævede dem og fik også i 2009 en dom for kærestevold. Det var ikke mod Katherine, men en anden kæreste.
I 2010 var Tamerlan og Katherine sammen igen, de fik en datter, og ifølge veninderne steg hans vrede mod USA, og han blev mere radikal i sin islamiske tro i de følgende år.
Katherine konverterede til islam, hun begyndte at gå med hijab, og hun forlod sine studier på Suffolk University uden eksamen. Hun boede i de første år sammen med brødrene Tamerlan og Djokhar i deres lille lejlighed i Cambridge; Tamerlan havde på det tidspunkt droppet sine studier og sin drøm om at blive ingeniør, det samme med drømmen om at blive professionel bokser, og han tjente lidt penge ved at reparere biler, fortalte han i forrige uge til sin onkel.
Forladt af kone og barn
Veninderne siger til NPR, at Katherine Russell for et år siden flyttede hjem til sin familie, og at hun tog datteren med, og medier fra hele verden har i de seneste dage omringet familiens hus i et pænt middelklassenabolag i Rhode Island; faderen er læge, moderen en sygeplejerske. Katherine Russell blev lørdag hentet til afhøring af antiterroragenter og kørt tilbage igen, og hun er ikke sigtet eller mistænkt i sagen.
Daily Mail kunne oplyse, at familien fredag eller lørdag satte huset til salg, og en af avisens journalister spurgte moderen, om det skyldtes sagen:
'Ingen kommentarer,' sagde hun.
Familien udsendte i går en meddelelse om, at Katherine havde mistet sin mand, og at hele familien 'var knust' over begivenhederne, og at 'vi åbenbart aldrig kendte Tamerlan godt nok.'
På jagt efter svar
Det er formentlig, hvad alle kan sige – og det er både efterforskningsmæssigt og psykologisk nøglespørgsmålet, akkurat som det var med Anders Breivik og Andreas Baader, Timothy McVeigh og Muhammed Atta: Hvornår og ikke mindst hvorfor slog deres frustration over i massemord? Hvad var det, som fik dem til at spejle deres nederlag i en sag og vende deres bitterhed mod andre?
For tre måneder siden kom Tamerlan med et vredesudbrud i en moské i Boston, og han blev smidt på porten. Som en af de tilstedeværende siger til Los Angeles Times: 'Han var skør. Han havde et raseri inden i sig … Jeg kan ikke forklare, hvad der foregik i hans hoved.' Men det er, hvad myndighederne nu skal gøre: Forklare, hvad der foregik inde i Tamerlan Tsarnaevs hoved – for det er dér, svarene er.