Mandag eftermiddag blev en dreng og en kvinde knivdræbt på åben gade foran en skole i Kristiansand. Tirsdag offentliggjorde Arild Rekve fra det norske politi, at der er tale om 48-årige Tone Ilebekk og 14-årige Jacob Abdullahi Hassan. Politiet har endnu ingen mistænkte i den brutale drabssag.

Sådan lød meldingen på et pressemøde tirsdag formiddag. Den 14-årige dreng gik i 9. klasse på Fiskå Ungdomsskole. Rektor på skolen, Oddvar Vik, fortæller til TV 2 Norge, at eleverne er meget påvirkede efter nyheden om, at en af deres kammerater er blevet dræbt.

Jacob Hassan var af somalisk oprindelse og boede i Norge med sin mor og sine seks søskende. VG skriver, at den unge dreng var glad for fodbold og musik.

Den 48-årige kvinde, der var mor til to, arbejdede i en børnehave. Her var hun assistent, og børnehaven ligger ikke langt fra det sted, drabene skete, skriver TV 2 Norge. Mediet har talt med en af Tone Ilebekks naboer, der fortæller, at den 48-årige kvinde var en 'nydelig dame, altid sød og venlig'. Naboen kan ikke forestille sig, hvem der ville hende noget ondt.

De brutale drab fandt sted mandag eftermiddag foran Wilds Minne skole i Kristiansand, og de to dræbte blev fundet sammen. Det er tidligere kommet frem, at ingen af eleverne så det brutale drab ske. Politiet fortæller, at de endnu ikke ved, præcist hvad der skete.

»Vi arbejder ud fra flere teorier om, hvad der ligger bag. De nærmere detaljer vil jeg ikke komme ind på,« lød det fra Terje Kaddeberg Skaar, der er chef for kriminalenheden i Agder.

Politiet har endnu ikke nogle øjenvidner til episoden, ligesom at de indtil videre ikke har noget bud på, hvem der er gerningsmand - og der kan endda være flere.

»Det er en sag, vi prioriterer højt. Vi har afhørt og talt med 10-12 personer, men vi har endnu ikke en konkret mistænkt. Vi har heller ikke fundet en relation mellem de to dræbte,« fortæller Terje Kaddeberg Skaar, der også på pressemødet kunne fortælle, at politiet har fået mange tips. Han opfordrede dog stadig vidner til at melde sig.

Politiet holder generelt kortene tæt ind til kroppen, når det kommer til detaljer om sagen. De kan endnu ikke svare på, om der er tale om to helt tilfældige drab, eller om det ene offer var målet, og det andet offer var tilfældigt.

Skolegården ved Wilds Minne i Kristiansand er tirsdag spærret helt af, fordi politiet stadig arbejder på sagen derude. Derfor holder skolen nu deres undervisningsdag uden for skolens område.