Syv personer - fire kvinder og tre mænd - er fundet skudt i Texas, USA. Den ene af de dræbte har tilsyneladende skudt og dræbt de seks andre og efterfølgende taget sit eget liv.

De yngste ofre er i teenageårene, mens de ældste er omkring 60. Ifølge de foreløbige meldinger er der tale om en familietragedie.

Ligene blev fundet i en lejlighed i byen Grapevine søndag. Ved siden af de afdøde personer lå deres nyligt åbnede julegaver - og to håndvåben.

- Det ser ud til, at det er relateret, fordi alle ofrene er dræbt af skud, siger Robert Eberling fra det lokale politi ifølge BBC.

- Vi er ret sikre på, at drabsmanden er blandt ofrene i lejligheden. Så vi leder ikke efter en drabsmand på fri fod, siger han.

Politiet rykkede ud til stedet efter et opkald til alarmcentralen.

- Der var en åben telefonlinje. Ingen sagde noget, siger Robert Eberling om det opkald, som politiet modtog.

Navnene på ofrene er endnu ikke offentliggjort, og politiet har nu indledt efterforskningen for at få klarhed over, hvad der præcis er sket i lejligheden.

Ligene blev fundet i stuen og køkkenet i lejligheden, som ligger i et kompleks med 220 andre lejligheder.

Nær ligene fandt politiet et juletræ og flere uåbnede gaver.

- Det er en meget tragisk situation, som kan være sket i forbindelse med en familiesammenkomst, siger Robert Eberling og fortsætter:

- Vi har undersøgt lejlighederne omkring, men ingen har hørt noget.

Den amerikanske delstat Texas oplevede en lignende episode i juli tidligere på året.

Her skød og dræbte en mand fem personer og sårede yderligere fire, inden han vendte pistolen mod sig selv og begik selvmord med et skud i hovedet.

På det tidspunkt var det en fødselsdagsfest, som kom ud af kontrol, da to familiemedlemmer - angiveligt mand og kone - kom op og skændes.

/ritzau/