Antallet af radikaliserede islamister stiger i Tyskland, hvilket får de tyske myndigheder til at advare om, at truslen om et terrorangreb stiger i samme takt. Det skriver avisen Bild.

En ny rapport fra den tyske indenrigs-efterretningetjeneste Bundesamt für Verfassungsschutz (BfV) viser, at antallet af islamister er steget til knap 44.000. Samtidig har myndighederne registreret over 700 personer, der har rejst til Syrien som »hellige krigere«.

De radikaliserede grupper udgør i øjeblikket ifølge BfV den største trussel mod den tyske sikkerhed inden for landets grænser.

Ifølge de tyske myndighederne har islamistiske terrorister udset sig Tyskland som mål for terrorangreb og kidnapninger, og det er meget muligt, at »selvradikaliserede personer eller autonome grupperinger« i Tyskland vil føre tankerne om et angreb i landet ud i livet.

De hjemvendte »hellige krigere« udgør her en særlig stor risiko, da de vender hjem med våbentræning.

Islamisk Stats (IS) fremmarch i Mellemøsten og rækken af terrorangreb i Europa, som IS har taget ansvaret for, har ifølge rapporten fra BfV forstærket tilslutningen til terrorbevægelsen blandt tilhængere i Europa.