For at vise utilfredshed med det, de mener, er hån af islam og profeten Muhammed i en film og nyligt publicerede tegninger, demonstrerede muslimer adskillige steder i verden søndag.

Tilråb ved ambassader, afbrænding af flag og stenkast mod politiet var igen scenariet flere steder i verden søndag, hvor muslimer viste deres vrede over en film og tegninger, som, de mener, fornærmer islam og profeten Muhammed.

Ifølge Reuters demonstrerede iranske studerende foran den franske ambassade i Teheran mod, at satiremagasinet Charlie Hebdo tidligere på ugen valgte at publicere tegninger af Muhammed. Med råd som »Død over Amerika« viste de også, at de fortsat raser over den kontroversielle, islamkritiske »Innocence of Muslims«, som er produceret i USA.

I den nigerianske by Katsina brændte shiamuslimer både franske, amerikanske og israelske flag af, mens religiøse ledere opfordrede protesterende til at fortsætte, indtil folkene bag filmen og tegningerne bliver straffet.

Og i Athen smed demonstranter med vandflasker, sten og sko mod politiet, som svarede igen med tåregas. Roen blev dog genvundet, da de protesterende skulle bede. Senere på dagen var der igen uro i den græske hovedstad. Men denne gang i byens største fængsel, hvor muslimske indsatte brændte madrasser og lagner af. Først hen på aftenen havde politiet og brandvæsnet situationen under kontrol.

Pakistan har været særdeles hårdt ramt af voldelige optøjer i kølvandet på filmen, og fredag kostede sammenstød med politiet 15 mennesker livet. Jernbaneministeren har udlovet en dusør på 100.000 dollar til den, der dræber den antiislamiske filmskaber, og der er fra flere steder sendt opfordringer til FN til at lave regler og sanktioner for de, som håner islam og for blasfemi i det hele taget.

I New York er verdens delegerede i øjeblikket samlet til et møde i netop FNs generalforsamling, hvor sammenstødet mellem ytringsfrihed og blasfemi er på dagsordenen. Den amerikanske præsident, Barack Obama, vil atter tage afstand fra den amerikanskproducerede film, men gentage, at USA »ikke vil trække sig tilbage fra verden«, forklarer talsmanden for Det Hvide Hus.

I TV-programmet »60 Minutes« understregede Obama søndag, at til trods for Det Arabiske Forårs løfte om demokrati og fred i Mellemøsten, er der nogle »forhindringer på vejen«.

- Der bliver sandsynligvis nogle gange, hvor vi kommer op mod nogle af disse lande og ender i stærke uenigheder, siger han.

Netop nu er en sådan situation, og selv om protesterne verden over var forholdsvis fredelige søndag, er det vestlige ambassader i højeste alarmberedskab. Blandt andet har drabet på den amerikanske ambassadør og tre andre ansatte på konsulatet i Benghazi i Libyen i sidste uge været med til at skrue på sikkerhedsniveauet.

BNB/Reuters