»God fredag og en rigtig glædelig påske, især til mine elskede kristne brødre. Lad os følge vores elskede, hellige Jesus Kristus' fodspor og få stor succes i begge verdener.«

Sådan skrev den 40-årige butiksejer Asad Shah fra Skotlands hovedstad Glasgow til sine kristne medborgere på Facebook skærtorsdag. Den stærkt troende muslim skulle have været vært for et møde med kristne venner langfredag, hvor påskens betydning ville have været samtaleemnet.

Men det blev desværre aldrig til noget. Kort efter at have rakt hånden frem Skotlands kristne på Facebook, blev Asad Shah brutalt myrdet på åben gade - lige foran sin kiosk. Det skriver flere engelske medier, herunder The Independent og Metro.

Asad Shah blev stukket med en kniv og trampet i hovedet i det, som skotsk politi kalder et 'religiøst motiveret' overfald. En person er anholdt i forbindelse med det bestialske overfald.

Overfor Daily Record fortæller et øjenvidne, at to personer stod bag det uhyggelige overfald på Asad Shah.

»Der var en blodpøl på jorden. Det var frygteligt. Politiet kom få minutter efter og gav den stakkels mand hjertemassage,« siger øjenvidnet, som ikke ønsker at få sit navn frem, til avisen.

Asad Shah døde af sine kvæstelser på hospitalet.

Adskillige medborgere har lagt blomster foran Shahs kiosk for at vise sympati med den afdøde, som var meget populær i lokalområdet.

»Han var stolt af sine pakistanske rødder, men elskede Storbritannien. Han elskede også Skotland og ønskede virkelig at række hånden ud til de kristne. Det, der er sket, er helt forfærdeligt,« siger en af Asad Shahs naboer til Metro.

Asad Shah har også ved tidligere lejligheder talt om forbrødring mellem muslimer og kristne og fordømt religiøst motiveret had og vold.

Nu tyder alt på, at det var netop det, der endte med at føret til hans død.