Muligt trekantsdrama bag CIA-chefs exit

To kvinder har tilsyneladende kæmpet om den fratrådte CIA-chef David Petraeus’ gunst. Kvinden, der er udpeget som hans elskerinde, sendte chikane-mails til en endnu ukendt kvinde, der gik til politiet.

USA: Det var chikane-mails fra den fratrådte CIA-chef David Petraeus’ formodede elskerinde, Paula Broadwell, til en anden, endnu ukendt kvinde, der førte det amerikanske forbundspoiliti FBI på sporet af den elskovsaffære, der har kostet Petraeus jobbet.

LÆS OGSÅ: Erotisk affære koster CIA-chef jobbet

Ifølge avisen The New York Times er denne anden kvinde ikke i familie med David Petraeus - og hendes relationer til Petraeus er også ukendt. Men konturerne af et muligt trekantsdrama tegner sig nu, fordi de to kvinder ifølge avisens kilder »virker som om de konkurrerede om David Petraeus loyalitet - hvis ikke om hans hengivenhed«.

Fredag chokerede den dybt respekterede firestjernede general og tidligere øverstbefalende for den internationale styrke i Afghanistan, hele det politiske og militære system i Washington ved at meddele sin øjeblikkelige afgang. Det skete, fordi han ifølge eget udsagn havde udvist mangel på dømmekraft efter 37 års ægteskab.

Kvinden som de amerikanske medier i første omgang har sat i forbindelse med den 60-årige David Patraeus, er den 40-årige Paula Broadwell, der er gift og mor til to. Hun har en ph.d. fra Havard Universitet i militær ledelse og har skrevet en biografi om Petraeus. Under det arbejde kom hun gennem flere måneder tæt på ham, da hun som specielt embedded fik lov til at følge og interviewe generalen under hans udstationering i Afghanistan.

New York Times skriver, at det først var, da forbundspolitiet FBI begyndte at undersøge de mails, som den endnu ukendte kvinde havde anmeldt, at David Patraeus navn dukkede op og hans seksuelle forbindelse til Paula Broadwell blev klar, hvorefter FBI begyndte at undersøge, om Patraeus var under pres og dermed udgjorde en trussel mod den nationale sikkerhed. Det blev der dog ikke fundet belæg for.

Undersøgelserne har stået på i fire måneder, men ifølge Washington Post blev David Petraeus først for 14 dage siden kaldt til afhøring hos FBI og fik gennemgået beviserne mod sig. Ifølge kilder i justitsministeriet blev der ikke talt om, at han skulle træde tilbage, men man var i tvivl om, hvilke skridt der skulle tages, når der ikke havde været brud på den nationale sikkerhed.

Af endnu uoplyste grunde FBI beholdt tilsyneladende sin viden, indtil præsidentvalget var overstået.

Ifølge Reuters var det først tirsdag i sidste uge på selve valgaftenen, at FBI orienterede den øverste chef for de amerikanske efterretningstjenester, James Clapper. om sagen. New York Times skriver, at Clapper og Patraeus samme aften diskuterede sagen og at Clapper sagde til Petraeus, »at han mente, det rigtigste ville være at trække sig tilbage«.

Hvorfor FBI ventede og hvem der var informeret, mens andre blev holdt i uvidenhed, et af de store spørgsmål. Hverken præsident Obama eller Kongressens efterretningskomite fik noget at vide før i sidste uge, skriver New York Times.

Formanden for Repræsentanternes Hus, republikaneren Peter King, siger til TV-stationen MSNBC:

- Det er svært at tro, at det her har stået på i fire-fem måneder uden at folk omkring præsidenten eller andre i Det Hvide Hus har fået noget at vide.

Læs også: