En moské, der var ved at blive renoveret, er styrtet sammen midt i fredagsbønnen i Somalias hovedstad, Mogadishu.

Mindst 15 personer meldes omkommet, mens 40 andre er blevet kvæstet i tragedien, rapporterer flere internationale medier.

Ifølge BBC var moskéen proppet til randen, da muslimer var mødt op til den traditionelle bøn. Angiveligt var flere hundrede mennesker til stede, da bygningen kollapsede, og det frygtes, at flere personer fortsat er fanget under murbrokkerne.

Polititalsmand Mohamed Dahir oplyser til nyhedsbureauet dpa, at redningshold har arbejdet for at finde overlevende lørdag.

»Der har været et omfattende redningsarbejde, hvor der er blevet fundet 15 lig under murbrokkerne,« siger han.

Årsagen til kollapset ligger endnu ikke fast, men lokale medier rapporterer om mistanke om uagtsomhed i forbindelse med renoveringsarbejdet. En ingeniør er blevet anholdt i forbindelse med den teori.

Andre rapporter går på, at der har været voldsom regn i området de seneste dage.

Moskéen ligger i Mogadishus Hodan-distrikt var ved at få styrket sit fundament og indre bygninger.

Sheikh Mohamed Hashi, der er imam i moskéen, har tidligere fortalt, at kollapsets ofre blev kvalt eller ramt af betonmure, da bygningen styrtede sammen.

Flere øjenvidner har berettet om blodige scener. Blandt andet Mohamed Yahya, som bor i området.

»Jeg så adskillige døde kroppe, der blev opdaget under murbrokkerne. De havde været i gang med at arbejde på bygningens konstruktion,« siger han til nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/