Politiet i Cairo vil formentlig snart få hjælp til at opretholde ro og orden i Egyptens hovedstad.

EGYPTEN: Præsident Mohamed Morsi er lige på trapperne til at sætte militæret ind mod de protester, der har været mod ham især i Egyptens hovedstad, Cairo. Det skriver den statsejede avis al-Ahram ifølge Reuters lørdag.

Avisen skriver, at regeringen har vedtaget et forslag, der giver militæret myndighed til »opretholde sikkerheden og beskytte vigtige statslige institutioner«. Samtidig får militæret magt til at anholde, men det fremgår ikke, hvornår de nye regler træder i kraft.

Mohamed Morsi har mødt voldsom modstand i sit forsøg på at presse en ny forfatning igennem. Demonstranter har i løbet af ugen samlet sig ved præsidentens officielle residens, hvor syv personer er blevet dræbt og 350 er såret i kampe mellem oppositionsfolk og støtter af den islamistiske præsident.

Fredag sagde Egyptens vicepræsident ifølge nyhedsbureauet Reuters, at præsidenten er klar til at udsætte den planlagte folkeafstemning, hvis han ikke bliver »juridisk udfordret«, som det hedder.

Modstandere af Mohamed Morsi har blandt andet krævet, at præsidenten dropper folkeafstemningen, som blev udfærdiget af et islamistisk domineret forfatningsråd. Egyptens opposition har også opstillet en række andre krav for at indgå i den nationale dialog, som Morsi i en TV-tale opfordrede til torsdag.