En mor i Australien har erkendt sig skyldig i at have dræbt tre af sine børn ved at køre bil i sø.

En mor i Australien tilstået, at hun har dræbt tre af sine børn og forsøgt at dræbe det fjerde ved at køre sin bil ud i en sø i 2015, skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Øjenvidner kæmpede desperat for at redde børnene.

Den 37-årige Akon Guode er mor til syv børn og kom til Australien efter at være flygtet fra krigen i Sydsudan.

Hun har hidtil erklæret sig ikkeskyldig i anklagerne om drab.

Kvindens etårige søn og hendes fireårige tvillinger døde, mens redningsfolk fik reddet hende og en fireårig datter ud af det synkende køretøj i Lake Gladman i Wyndham Vale.

Vidner har under retssagen forklaret, at kvinden isolerede sig fra det sudanske samfund i området. Selv har hun forklaret, at hun var blevet forhekset - sandsynligvis af den kvinde, som faren til børnene havde en affære med.

Guodes ældste datter sagde i retten, at hun var bekymret over sin mors kørsel i tiden før tragedien. Hun sagde, at moren ofte var blevet svimmel.

Joseph Manyang, som er far til børnene, sagde under retssagen, at Guode var en "kærlig mor", som ikke med overlæg kunne have gjort sine børn noget.

Men et hovedvidne i sagen fortalte i retten, at kvinden havde talt om at dræbe sine børn på dagen, hvor hun kørte i søen.

Samtidig forklarede vidner, at kvinden havde sit hoved ude af bilvinduet, da hun kørte i søen og ikke gjorde noget for at redde sine børn.

/ritzau/AFP