For mere end fyrre år siden forsvandt en mor og hendes to døtre fra deres hjem i den australske forstad Highgate Hill.

Siden hørte eller så ingen noget til dem. Og de er aldrig blevet fundet.

Alligevel blev en 69-årig mand - Garry Dubois - mandag morgen dansk tid fundet skyldig i drabet på den 34-årige Barbara McCulkin og i mordene på hendes to piger - Vicki på 13 år og Leanne på 11.

Det skriver det australske medie Courier Mail.

Sagen er blevet betegnet som en af landets mest kendte 'cold cases'. Den 16. januar 1974 forsvandt Barbara sammen med sine døtre fra deres hjem tæt ved Brisbane. Ingen vidste, hvor de var. Og det gør man endnu ikke.

Gennembruddet kom først efter 40 år

40 år skulle der gå, før gennembruddet kom i sagen.

En af Garry Dubois' tidligere kriminelle partnere, Peter Hall, fortalte i 2014 til politiet i Queensland, at Dubois havde fortalt ham, hvad der var sket med familien. Dét helt ned til den mindste, grafiske detalje.

Ældre politifoto af Garry Dubois.
Ældre politifoto af Garry Dubois. Foto: Queensland Police Service
Vis mere

Sammen med medgerningsmanden Vincent O'Dempsey havde Garry Dubois bundet moderen og døtrene og taget dem med ud i den australske bush.

»O'Dempsey fik Garry til at bagbinde dem. Derefter tog de dem med et sted ud i bushen,« fortalte Peter Hall i retten og fortsatte:

»Han (Dubois, red.) sagde til mig, at O'Dempsey derefter tog moderen væk fra pigerne og ud i mørket. Han tror, at han (O'Dempsey, red.) kvalte hende. Han sagde, der var gurglende lyde, og O'Dempsey var tilsyneladende væk i noget, der virkede som længere tid.«

Derefter fortalte Dubois angiveligt, at O'Dempsey havde voldtaget en af pigerne, hvorefter han havde tvunget Dubois til at voldtage den anden, før O'Dempsey dræbte begge de små piger.

»Han (Dubois, red.) sagde, de ventede indtil daggry og begravede deres lig. Han sagde, at han kiggede på dem, da solen stod op. Det var et forfærdeligt syn,« sagde Peter Hall.

Frygtede, hun havde oplysninger om ham

Peter Hall kendte både O'Dempsey og Dubois fra tidligere. Ifølge Peter Hall betalte O'Dempsey ham, Dubois og to andre mænd for at brænde en natklub ned i 1974.

Det er muligvis dér, motivet til drabene skal findes.

Ifølge Garry Dubois' bror - Paul Dubois - havde Garry fået at vide, at Barbara havde fundet ud af, hvad O'Dempsey havde gjort og afpressede ham.

»Han (Garry Dubois, red.) sagde, at O'Dempsey gjorde det. Barbara McCulkin havde oplysninger om O'Dempsey, som han mente kunne give ham 20 års fængsel, og det var derfor, han gjorde det,« sagde Paul Dubois i retten.

Derfor tog Garry Dubois med O'Dempsey den nat for at lukke munden på hende. Men det var angiveligt ikke meningen, at de to døtre skulle være hjemme på det tidspunkt.

»Han (Garry Dubois, red.) sagde, at Vincent havde sagt, at børnene ikke skulle have været der,« fortalte Paul Dubois ifølge Courier Mail.

Nu skal staffen findes

Tre dage tog det juryen at votere i sagen. Og mandag blev Garry Dubois fundet skyldig i at have dræbt Barbara, mens han blev fundet skyldig i mordene på de to piger.

I Australien skelner man mellem det, man kalder drab (manslaughter, red.) og mord (murder, red.) Ved et drab er der ikke altid en hensigt om at tage personens liv, mens det er målet med et mord.

Derudover blev han også fundet skyldig i frihedsberøvelse og i voldtægterne af de to piger.

Først næste år vil strafudmålingen ske, når også retssagen mod Vincent O'Dempsey er afgjort.