Da 31-årige Ibrahim Abdeslam fredag aften udløste sin selvmordsvest foran en café i Paris, var det ikke for at slå nogen ihjel. Han var nok bare stresset, mener terroristens mor ifølge Daily Mail.

Selvmordsbomberen var en af de tre brødre, der menes at have udgjort kernen i en terrorcelle, der medvirkede i fredagens terrordrab på 129 mennesker i den franske hovedstad.

Den 31-årige Ibrahim Abdeslam udførte fredag aften solo-angrebet på café Comptoir Voltaire, hvor det ved et lykketræf kun var ham selv, der endte med at blive slået ihjel. En anden tilstedeværende blev dog hårdt såret ved angrebet. Terror-efterforskningen har også vist, at det var Ibrahim, der havde lejet en Seat, som gerningsmændene brugte ved flere af fredagens terror-angreb.

Selvmordsbomberens bror Mohamed Abdeslam blev dagen efter anholdt i Bruxelles-forstaden Molenbeek. Den tredje bror har været genstand for en massiv menneskejagt og er internationale efterlyst, efter at fransk politi forspildte mulighed for at anholde ham straks, da han kort efter terrorangrebene kørte ind i Belgien fra Frankrig.

I kølvandet på terrorangrebene har deres mor forsvaret sin søns selvmordsdød med, at hans bombevest nok er eksploderet ved et uheld og på grund af stress. Det fortæller hun ifølge Daily Mail med sin nevø som tolk til den belgiske avis Het Laatste Nieuws foran familiens hjem. Moderen fortæller, at familien er »overrasket« over sønnens voldsomme selvmordsdød, selv om han havde været i Syrien »i lang tid«. Derfor er hun sikker på, at han ikke ønskede at slå andre ihjel.

«Det var ikke hans plan. Det er helt sikkert. Det at hans selvmordsbælte eksploderede uden at dræbe andre, fortæller en masse. Vi var sammen med ham to dage før, og intet tydede på, at han havde i sinde at gøre noget voldeligt.«

»Vi havde godt bemærket, at han var blevet radikaliseret - i hvert fald til en vis grad. Men ikke så meget, at vi kunne forestille os, at han kunne gøre noget så voldsomt som det her,« lyder det fra selvmordsbomberens familie.