En forventet økonomisk afmatning og stigende gæld går onsdag ud over kreditvurderingen for Kina.

Beijing. Kreditvurderingsbureauet Moody's har sænket Kinas kreditværdighed og advarer om, at lavere vækst kan føre til øget gældsbyrde i de kommende år. Nedjustering er den første fra Moody's hånd til Kina i 30 år ifølge Reuters.

Kreditvurderingen sænkes til "A1" fra "Aa3", mens udsigten ændres fra "negativ" til "stabil".

- Nedjusteringen afspejler Moody's forventning om, at Kinas finansielle styrke vil erodere i de kommende år, hvor den indenlandske gæld vil stige i takt med, at den økonomiske vækst falder, fremgår det af en erklæring fra kreditvurderingsselskabet.

Nedgraderingen kommer efter, at Kina har lanceret en indsats for at rydde op i landets enorme mængde af uregulerede og risikable udlån, der i stigende grad ses som en trussel mod global finansiel stabilitet.

Men analytikere har udtrykt en vis skepsis over for Kinas villighed til at stramme op, da uregulerede kreditvilkår har understøttet den vækst, som Kinas kommunistiske parti er afhængig af for at opnå politisk legitimitet.

Kina mener, at Moody's vurdering er fejlagtig.

- Moody's vurdering af, at gælden vil stige markant og at regeringen vil blive ved med skabe vækst via stimulus overdriver i udfordringer, den kinesiske økonomi står overfor og undervurderer Kinas regering evne til at gribe ind, skriver Kinas finansministerium i et svar ifølge Reuters.

Kinas økonomi er vokset kraftigt de sidste mange år og landets gældsbyrde er da også markant mindre end mange andre landes.

Hos Danske Bank mener chefanalytiker Allan von Mehren, at Moody's næsten har været for optimistiske i deres vurdering.

- Vi forventer ikke en stor krise i Kina på den korte bane, da Kina hurtigt vil hjælpe systemet med likviditet, hvis renterne stiger for meget eller konkurserne kører hurtigt op.

- Men på 3-5 års horisont ser vi fortsat en 50 procent sandsynlighed for en større finansiel krise, da gælden formentlig til den tid vil være endnu højere og den potentielle vækst være lavere end den er i dag, skriver chefanalytikeren.

/ritzau/