Moderate får flest stemmer i Libyen

De moderate og liberale kræfter sejrer ved det første frie valg i Libyen i seks årtier. Men resultatet er mudret, og det er stadig uklart, hvem der kommer til at dominere i landets kongres.

LIBYEN: De endelige resultater af Libyens første frie valg i mere end 60 år viser som ventet, at Mahmoud Jirbrils alliance af liberale partier har fået flest stemmer, skriver flere internationale medier.

Jirbril er tidligere oprørsleder i Libyens overgangsråd, og hans alliance The National Forces Alliance fik 39 af de 80 sæder i Den nationale Kongres, der er reserveret til politiske partier.

Libyens Muslimske Broderskab fik 17 pladser, mens de resterende 24 pladser skal fordeles mellem en række mindre partier.

Men selv om den liberale koalition sidder på langt størstedelen af de 80 pladser, så er det stadig uklart, hvem der kommer til at dominere kongressen, oplyser nyhedsbureauet AFP ifølge France24.com.

For i alt er der 200 sæder i kongressen - men de 120 er reserveret til individuelle kandidater, der står uden for partierne. Flere af dem er dog åbenlyst allierede med bestemte partier.

Der er lagt op til, at de to ledende fraktioner, de liberale partier og Broderskabet, vil forsøge at samle sig et flertal hver især. I den nyvalgte libyske kongres kræver større beslutninger nemlig to tredjedeles flertal, hvis de skal gennemføres.

Den liberale koalition består af 58 partier og 76 uafhængige kandidater, som anføres af Mahmoud Jirbril. Alliancen har gjort det klart, at den ønsker et moderat muslimsk land, hvor den lovgivende og udøvende magt holdes adskilt.

Det er ventet, at Jibril vil forsøge at bane vejen for et moderat styre, hvor hverken overdreven religion eller sekularisme får lov til at dominere.

Dermed kommer Libyen efter alt at dømme til at skille sig ud fra nabolandene Tunesien og Egypten. Her blev resultatet af Det Arabiske Forår, at islamistiske partier med rødder i Det Muslimske Broderskab nu sidder på magten, og mange iagttagere havde ventet, at det samme ville gentage sig i det konservativt muslimske Libyen.

Libyerne har måttet væbne sig med tålmodighed oven på valget, der fandt sted den 7. juli. Nogle af valgets kandidater har krævet omtælling af stemmer fra enkelte områder, og det forsinkede offentliggørelsen af valgresultatet.

Men da det endelig kom, skete det med pomp og pragt. Resultatet blev afsløret ved en stor ceremoni, hvor mange fra Libyens elite deltog, heriblandt den midlertidige premierminister Abdel Rahim og lederen af overgangsrådet, Mustafa Abdel Jalil samt en række internationale diplomater.

Mindst 30 kvinder er sikret pladser i kongressen efter et særligt kvotesystem. Og noget kunne tyde på, at det har været afgørende for at få kvinder repræsenteret. Blandt de 120 individuelle medlemmer er kun én kvinde.

Både mænd og kvinder får dog nok at tage fat på i Libyen, som står foran en større genopbygning. Landet har efter 42 år med den tidligere diktator Muammar Gaddafi ved magten brug for politisk nytænkning, når det gælder alt fra landets økonomi til infrastruktur.

Valget i Libyen var den første, frie folkeafstemning i seks årtier, og det er blevet betegnet som en succes med en valgdeltagelse på 60 procent. Der var enkelte voldelige episoder på valgdagen, hvor to personer mistede livet, men hele 94 procent af valgstederne kunne holde åbent, og af USAs præsident, Barack Obama, er valget blevet udråbt som en »triumf for demokratiet.

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her