Mitterands hemmelige datter fortæller om sin barndom, hvor hun var en statshemmelighed, der levede et liv omgivet af bøger, kæledyr og bodyguards.

Da præsident Hollande blev indsat som præsident i Frankrig, var det ikke kun en særlig dag for ham, men også for Mazarine Pingeot.

Det var første gang, at hun kom på besøg i Elyssee palæet, hvor den franske præsident bor, uden at hun skulle liste ind i smug.

Mazarine Pingeot er nemlig den hemmelige datter af den forhenværende og afdøde præsident Mitterand, hvis eksistens var en statshemmelighed frem til 1994.

Hun har netop udgivet bogen 'Bon Petit Soldat', lille gode soldat, som beskriver hendes opvækst, hvor hendes ophav er en statshemmelighed.

- At bære en hemmelighed, man ikke kan dele med nogen, er meget hårdt. Man beskytter hemmeligheden mere end man beskytter sig selv, siger hun til New York Times, der interviewer hende i anledning af hendes nye bog.

I den beskriver hun en opvækst, hvor Mitterand nok officielt og formelt er gift med Danielle Mitterand, som han har et hjem med i Rue de Bièvre, men hvor han de fleste aftener tager hjem til Anne Pingeout og deres fælles datter i deres hjem på den venstre Seinebred. Her bor mor og datter i et hjem, ejet af den franske stat.

Og her vokser Mazarine op i et hjem opgivet af bøger, kæledyr og bodyguards, der følger hende overalt, hvor hun går. Får hun en cykel, får de en cykel og cykler med. Hendes far synger godnatsange for hende, går ture med hende i weekenderne og leger med hende, men uden at nogen må vide det.

Hendes forældre mødes i 1963, da hendes mor blot er 13 år gammel, hvor de blot er bekendte. Da hun flytter til Paris som ung, hjælper han hende med at falde til i byen, og de to bliver forelskede, da hun er midt i tyverne og han knap tyve år ældre. De får sammen datter Mazarine i 1975, og da Mitterand vælges til præsident i 1981, er hun seks år gammel og en hemmelighed.

Det varer indtil 1994, hvor en fransk avis afslører præsidentens anden familie.

- Min far ringede til mig og sagde 'vær forberedt'. Det var meget voldsomt. Jeg gik fra at være usynligt til at være udstillet, og det fik mig til at føle mig endnu mere indespærret, fortæller hun.

Da Mitterand døde i 1996 viste hun og hendes mor sig offentligt sammen med Mitterands officielle hustru og hendes halvbrødre, Mitterands børn i det officielle ægteskab. Hun arbejder som professor i filosofi, er gift og har selv tre børn med sin mand.