Efter næsten to måneders indlæggelse er den amerikanske studine Aimee Copeland, der i maj blev angrebet af en kødædende bakterie, blevet udskrevet fra Doctors Hospital of Augusta.

Og det var med smil på læben, at den 24-årige psykologistuderende fra universitetet i West Georgia  forlod hospitalet, hvor hun har gennemgået flere amputationer, siden hun blev ramt af den aggressive bakterie i maj som følge af en faldulykke. Lægerne har således måtte amputere hendes ene ben, den ene fod og det meste af begge hænde for at redde hendes liv.

LÆS OGSÅ: 

Efter udskrivelsen blev Aimee Copeland kørt direkte til et genoptræningscenter, hvor hun de næste mange uger skal lære at takle sit nye liv uden hænder og fødder.

- Aimee er meget spændt på at komme i gang med genoptræningen og på at lære at klare sig mere uafhængigt, udtalte Aimee Copelands far, Andy Copeland, ifølge det amerikanske medie 11alive.com.

På genoptræningscentret vil Aimee Copeland lære at klare de mest basale ting i hverdagen selv: at komme fra hendes seng til kørestol, at tage tøj på og spise selv.

Allerede store fremskridt

Den unge studerende har gennem det tragiske forløb udvist stor styrke og mod, og ifølge hendes far har hun allerede gjort mirakuløse fremskridt. 7. juli børstede datteren således sine tænder selv for første gang, siden hun blev indlagt.

LÆS OGSÅ: 

- Det er ikke op til os at fortælle hende, hvad hendes begrænsninger bliver. Vi vil have, at hun selv opdager, hvad hun kan og ikke kan. Jeg er sikker på, at hun opnår dét, hun vil, siger faderen.

Forældrene har gennem hele datterens sygdomsforløb været utrolig åbne, men de har ikke ønsket at oplyse, hvor deres datter nu skal genoptræne af hensyn til hendes privatliv.

Økonomisk støtte fra hele verden

Familie har siden ulykken modtaget et hav af henvendelser fra folk i hele verden, der udtrykker støtte og sympati - og som har ønsket at donere penge til familien. Faderen har derfor oprettet en hjemmeside, hvor man kan følge datterens fremskridt og hjælpe økonomisk.

Pengene skal blandt andet bruges på de højst-specialiserede proteser, som Aimee Copeland skal have på et senere tidspunkt. Pengene skal også bruges på at renovere forældrenes hjem, så det bliver muligt for datteren at bo der, når hun engang er færdig på genoptræningscentret.

LÆS OGSÅ:

Aimee Copeland pådrog sig den farlige og ekstremt sjældne bakterie necrotizin fasciitis efter et fald fra en hjemmebygget svævebane 1. maj. I første omgang fattede lægerne ikke mistanke og syede hendes sår på benet med 22 sting. Aimee Copeland klagede dog over kraftige smerter og blev senere diagnosticeret med den kødædende bakterie, der allerede på det tidspunkt havde ødelagt hendes ben og spredt sig til andre dele af kroppen. Lægerne så sig derfor nødsaget til at amputere hendes lemmer i et forsøg på at redde hendes liv.

Hvis du er angrebet af necrotizin facilitis og vil fortælle din historie, så kontakt BT på trine@bt.dk