Forældrene til de tre søskende, der blev dræbt om bord på MH17 i sidste uge, fortæller i en officiel udtalelse om det mareridt, de gennemgår efter tabet af alle deres børn.

12-årige Mo, 10-årige Evie og 8-årige Otis Maslin var om bord på det malaysiske rutefly MH17 med deres bedstefar, da flyet torsdag styrtede ned over det østlige Ukraine. De skulle hjem til skolestart i Australien, men de kom aldrig hjem.

Knap en uge efter den forfærdelige tragedie har deres forældre udsendt en meddelelse til 'soldaterne i Ukraine, politikerne, medierne og deres familie', hvor de beskriver deres ufattelige tragedie.

- Vi lever i et helvede over helvede. Vores børn er ikke hos os - vi er nødt til at gennemleve dette mareridt, hver dag og hvert øjeblik i resten af vores liv, skriver Anthony Maslin og Marite Norris, der sendte deres børn med deres bedstefar hjem, mens de selv blev i Holland, hvor familien havde været på ferie.

Deres børns fly blev skudt ned af et jord-til-luft missil, der formodes at være affyret af russiske separatister i det østlige Ukraine. Men det er kærligheden - og ikke hadet - der fylder hos dem.

- Ingen fortjener det, vi gennemgår. Ikke engang dem, der skød hele vores familie ned. Intet had i verden er så stærk som den kærlighed, vi har til vores børn, til Mo, til Evie og Otis, skriver forældrene, der også mistede familiens elskede bedstefar i flystyrtet, der er et af verdenshistoriens værste.

Familien takker i udtalelsen også de mange, der har støttet dem i den ubærligt svære tid efter ulykken, der kostede 28 australiere livet.

- Hvert øjeblik siden vi kom hjem, har vi været omringet af familie og venner. Vi beder desperat for, at det fortsætter(...) Vi har ikke længere det liv, vi ønsker for os selv. Så vil vil gerne benytte muligheden for at takke alle, vores fantastiske venner, familie og netværk, og til at fortælle jer, at vi elsker alle sammen meget højt, skriver Anthony Maslin og Marite Norris, der bliver citeret i medier i hele verden.