Mandag begynder en spektakulær retssag i Norge mod en 34-årig litauisk mand. Selv nægter han at have dræbt sin tidligere kærestes otte-årige datter, men mystisk mail sendt under falsk navn og et uhyggeligt telefonopkald knytter ham til dødsfaldet.

»I know who killed your child.«

Sådan lød en stemme, da Kristina Sviglinskaja tilbage i 2012 modtog et anonymt opkald på sin telefon. Godt otte måneder tidligere var hendes datter død under mystiske omstændigheder, men politiet kunne ikke bevise, hvem der havde dræbt hende.

Selv om manden talte engelsk og forsøgte at sløre sin stemme, var Kristina Sviglinskaja overbevist om, at det var hendes tidligere samlever, der var i den anden ende af røret.

Hun gik til politiet med sin mistanke, men af en eller anden grund tog de hende ikke alvorligt. Kort efter henlagde de sagen som selvmord.

Kristina med sin datter Monika.
Kristina med sin datter Monika. Foto: NTB/Privat
Vis mere

En grå novemberdag i 2011 kom litauiske Kristina Sviglinskaja hjem til sin kælderlejlighed i Sund vest for Bergen og fandt sin blot otte-årige datter hængende i en livrem fra et dørhåndtag. Lille Monika var død, kvalt af bæltet om halsen, men efter flere måneders efterforskning henlagde politiet sagen og konkluderede det utrolige: at den lille pige havde taget sit eget liv.

Sidste år faldt en politimand tilfældigt over sagen og blev opmærksom på flere fejl i sagen. Til sidst stod det klart, at politiet havde begået et utal af brølere i efterforskningen, sagen blev genåbnet, og moderens daværende kæreste blev tiltalt for drab. Mandag begynder sagen mod ham i tingretten (byretten, red.) i Nordhordland.

Den nu 34-årige Donatas Lukosevicius nægter sig skyldig, men har selv stået frem i flere norske medier og fortalt, at heller ikke han tror på teorien om, at den lille livsglade pige tog sit eget liv.

I dagene op til retssagen har norske medier som eksempelvis VG og Dagbladet skrevet flere artikler om politiets beviser mod Lukosevicius.

Hans DNA fundet på Monikas hals og andre steder på hendes krop. Der var også spor efter ham på det bælte, der dræbte hende. Det er blandt andet på grund af et DNA-gennembrud, at politiet har kunnet rejse sagen. Selv siger den 34-årige, at Monika må have fået hans DNA på sig, da hun brugte hans computer, som stod i lejligheden.

Otteårige Monika.
Otteårige Monika. Foto: HANDOUT
Vis mere

Sendte mystiske mail til moderen
En del opmærksomhed samler sig om en række e-mail, som den 34-årige har indrømmet at have sendt til Monikas chokerede mor. Her skriver han under falsk navn, at han har optagelser, der afslører, hvem der slog hendes datter ihjel, og hvor man hører den lille piges desperate skrig. Under dæknavn forsøger Lukosevicius at presse moderen til at betale flere tusinde kroner for videoen.

»Siger du virkelig nej tak til at købe videooptagelsen, hvor man ligesom kan se hele ulykken?« skrev han blandt andet ifølge VG.

I virkeligheden var der ingen optagelser af tragedien, men eks-kæresten forsøgte at afpresse moderen for 20.000 kroner.

Under politiafhøringer har han indrømmet, at det var ham, der sendte mailen, og at historien om video- og lydoptagelser er løgn.

Politiet mener, at beskrivelsen af gerningsstedet er så nuanceret, at den kun kan være skrevet af en person, som har været på stedet.

Otteårige Monika blev fundet død under mystiske omstændigheder i 2011.
Otteårige Monika blev fundet død under mystiske omstændigheder i 2011. Foto: Privat
Vis mere

Derudover har den tiltalte litauiske mand indrømmet, at han har sendt trusler til Kristina Sviglinskaja via Facebook både før og efter den lille piges død. Også disse beskeder blev sendt under falsk navn, men hun havde en mistanke om, at det var ham, der stod bag.

Truslerne var blandt andet årsagen til, at moderen brød forbindelsen med den 34-årige i oktober 2011 - blot en måneds tid før Monikas død. Efter pigens død skrev en ukendt person i februar 2012 til moderen og hævdede, at han vidste, hvem der havde dræbt hendes datter. Også denne gang viste det sig, at det var eks-kæresten, der var på spil.

Udover DNA-spor og mystiske beskeder har Donatas Lukosevicius sin fortid imod sig. Han har flere domme for blandt andet grov vold med sig i bagagen fra sit hjemland. For ti år siden blev han for eksempel dømt for at forsøge at kvæle en mand med et bælte. Selv siger han, at han har lagt sin ungdom bag sig, men at fortiden gør det umuligt for ham nu at bevise sin uskyld.