Tidligt onsdag morgen lagde det enorme krydstogtskib, Emerald Princess, til land fem timer tidligere end planlagt. En 39-årig kvindes død fik det amerikanske forbundspoliti (FBI, red.) til at omdirigere krydstogtskibet mod havnen i Juneau, der er hovedstaden i den amerikanske delstat Alaska. Det skriver Alaska Dispatch News.

Klokken ni aftenen før døde kvinden efter et 'husspektakel' ombord på skibet. Morgenen efter gik intet mindre end 12 FBI efterforskere ombord på skibet for at undersøge det, der er beskrevet som en ‘mistænkelig død’.

»Siden hændelsen har vores sikkerhedsfolk koordineret med FBI og andre lokale myndigheder. De vil gå ombord på skibet, når det ankommer til Juneau her til morgen,« forklarede krydstogtselskabet, Princess Cruises, i en udtalelse onsdag morgen. FBI har siden hændelsen kun frigivet meget få detaljer omkring omstændighederne ved dødsfaldet, og de har endnu ikke offentliggjort identiteten på de involverede.

Den 39-årige kvinde fra Utah døde ombord på skibet, der søndag lagde fra havn i Seattle på et ugelangt krydstogt med 3.400 passagerer og 1.100 medarbejdere ombord.

Samtlige personer på skibet blev tilbageholdt i mere end otte timer, mens FBI’s efterforskere undersøgte gerningsstedet, udfærdigede interviews med vidner og kontaktede kvindens familie.

Skibets passagerer er efter hændelsen blevet tilbudt forskellige udflugtsmuligheder i kompensation for tabt tid.

Ifølge Juneau Empire blev FBI’s polititape og afspærringer fjernet fra skibet sent onsdag eftermiddag, men før passagererne kunne gå i havn, blev adskillige personer, herunder ét barn, adskilt i to grupper og eskorteret ind i sorte biler, der kort efter forlod stedet. De blev set forlade skibet iført grå og hvide hættetrøjer med ansigterne skjult bag paraplyer.

FBI har meldt ud, at deres involvering i sagen er en nødvendig procedure, når et dødsfald har fundet sted i internationalt eller nationalt farvand.