Belgisk politi har fundet et mishandlet kvindelig på den 33-årige Nordine Amranis adresse. Hun var formentlig det første offer for gårsdagens massakre, som nu har kostet syv mennesker livet.

Ikke alene skød og dræbte han fem mennesker, sårede 123 og spredte skræk og rædsel i hele Liège.

Allerede inden den 33-årige gerningsmand, Nordine Amrani, begyndte sit blodbad lidt over middag tirsdag, havde han ifølge belgisk politi blod på hænderne. Det skriver flere belgiske medier.

Da politiet i går ransagede Amranis hjem i Liège gjorde det et grufuldt fund: Liget af en maltrakteret, 45-årig kvinde.

Ifølge politiets oplysninger er der tale om naboens rengøringsdame, som blev budt inden for af Amrani, da hun var færdig med sit arbejde. Hvad der derefter skete vides endnu ikke, men det står klart, at kvinden er blevet mishandlet inden sin død. En obduktion skal nu fastslå den endelige dødsårsag.

Den formodede gerningsmand Nordine Amrani, som er belgier af marokkansk afstamning, er tidligere kendt af politiet for en række kriminelle forhold. I 2008 blev han idømt en fængselsstraf for besiddelse af adskillige våben, og på hans blakkede CV finder man også en narkodom for hash.

Tirsdag havde han fået ordre på at møde op på en politistation angiveligt i forbindelse med en sag om trafficking. Men Amrani dukkede aldrig op.

I stedet pakkede han en automatriffel og nogle pistoler i en taske og tog ind til julemarkedet på pladsen Saint-Lambert i centrum af Liège. Fra et tag over et bageri med udsigt til pladsen begyndte han kort efter klokken 12 at skyde mod tilfældige mennesker, der stod og ventede ved et busstoppested. Samtidig kastede han flere såkaldte chokgranater, der med kraftig lys og lyd lammer sanserne.

Tre af de ventende ved busstoppestedet blev dræbt på stedet, to unge mænd på henholdsvis 15 og 17 år og en 75-årig kvinde. En to-årig pige og en 20-årig mand døde senere af deres kvæstelser.

Da politiet nåede frem havde Amrani taget sit eget liv. Hans blodige lig lå på gaden i timer, mens politiet spærrede byen af i jagten på mulige andre gerningsmænd.

På et pressemøde tirsdag slog en talsmand for byens offentlige anklager fast, at der ingen mistanke er om terror. Han var dog kendt som en våbenfanatiker med tilknytning til byens kriminelle miljø.

Med fundet af den myrdede kvinde på Amranis adresse er dødstallet nået op på syv - inklusive Amrani selv.