En gerningsmand på flugt blev kørt ned med et brag af en politibetjent i Arizona, USA. Advarsel: Stærke billeder.

Først var der sagen om manden, der blev skudt adskillige gange i ryggen. Så kom historien om politibetjent, der tog fejl af sin strømpistol og rigtige pistol og derved kom til at dræbe en gerningsmand. Nu har en ny politi-sag så ramt forsiderne i USA.

Denne gang foregik det i Arizona, hvor en politibetjent brugte sin bil til at køre en gerningsmand på fri fod over med fuld fart.

Dermed fik man sat en effektiv stopper for manden, 36-årige Mario Valencia, der havde begået en række ulovligheder i løbet af dagen.

Hændelserne fandt sted i februar, men er først kommet op til overfladen nu.

Læs også:

Allerede ved 7-tiden om morgenen gik hans dag i gang, da han røvede en 7-Eleven i Tucson med et metalobjekt i hånden.

Ca. en time senere satte Valencia så ild til en kirke, og umiddelbart efter begik han indbrud i et hus og stjal en bil.

I den kørte han til en Walmart-butik, hvor han stjal en riffel og ammunition - og så begyndte politijagten efter Valencia for alvor.

Politiet fandt ham i et industriområde, hvor han gik på en vej med retning mod en række større virksomheder. Efter at have bedt Valencia om at overgive sig - uden held - slog politiet til.

Trods det voldsomme sammenstød overlevede Mario Valencia. Alligevel er hans advokat, Michelle Cohen-Metzger, langt fra tilfreds med politiets behandling.

»Alt i videoen peger mod, at politiet brugte unødigt meget magt. Det er et mirakel, at min klient ikke er død.«

»Min klient havde ryggen til, og betjenten kørte lige ind i ham. Det er altså ikke så forskelligt fra at skyde en flygtende mand i ryggen,« siger hun til CNN.

Læs også:

Politiet mener derimod ikke, at der er en finger at sætte på aktionen.

»Hvis vi skal vælge mellem at lade ham gå lidt længere og se, hvad der sker, og tage ham ud med det samme og dermed eliminere enhver mulighed for, at han gør skade på en eller anden, så er vi på selvfølgelig på de uskyldiges side. Uden tvivl,« siger chefen for politiet i Marana, Terry Rozema, til CNN.

Mario Valencia er siden blevet tiltalt for hele 15 forskellige forhold.