Adskillige personer meldes savnet i Italien efter de voldsomme regnmængder og oversvømmelser. Mindt fire personer er dræbt.

ITALIEN: Mindst fire personer er dræbt i de voldsomme regnmængder og oversvømmelser i Italein, skriver euronews.com, der melder om, at adskillige personer stadig er meldt savnet. Oversvømmelserne, der har ramt det nordlige og centrale Italien, er gået hårdest ud over regionerne Toscana, Umbrien og Lazio.

Næsten tre fjerdele af Venedig er ifølge euronews.com ramt af oversvømmelser, efter vandstanden nåede rekordhøjder. Butikker, boliger og andre bygninger i byen er blevet fyldt med vand – herunder Markuspladsen, hvorfra billeder tidligere tirsdag har vist, at folk bader midt på pladsen. Vandstanden i Venedig har ikke stået så højt siden 1872, hvor man begyndte at registrere vandstanden.

Oversvømmelserne er en uheldig kombination af regn, vind og højvande, og ifølge Daily Mail står 70 procent af det centrale Venedig under vand. Indbyggerne er nødt til at bevæge sig rundt iført waders eller badetøj for at komme frem i gaderne, men for uforberedte turister, der med plastikposer om benene er tvunget til at bære rundt på deres kufferter, er de oversvømmede gader noget af en udfordring.