Mindst en demonstrant dræbt af skud i Bangkok

THAILAND: Mindst en person har før daggry lørdag mistet livet, da en ukendt gerningsmand skød på regeringskritiske demonstranter i nærheden af den thailandske regerings hovedsæde. Det oplyser en talsperson for byens beredskabscenter til nyhedsbureauet AFP.

Adskillige andre meldes såret.

»Den dræbte mand er i 30erne. Han blev skudt i torsoen,« siger talspersonen ifølge AFP.

Modstandere af regeringen har i flere uger indtaget Bangkoks gader med krav om, at regeringen går af, og den massive folkelige modstand har fået premierminister Yingluck Shinawatra til at opløse parlamentet.

Hun har udskrevet valg, der skal afholdes 2. februar, men demonstranterne protesterer fortsat, da de kræver reformer, inden der afholdes et nyt valg.

Hærchef Prayuth Chan-ocha sagde ifølge Bangkok Post fredag, at militæret forsøger at forebygge voldshandlinger. Han ville ikke udelukke muligheden for et militærkup, men tilføjede at militæret i øjeblikket forsøger at indtage en neutral position.

BNB