TAIWAN: En voldsom eksplosion har rystet byen Kaohsiung i Taiwan, dræbt 22 personer og såret 270. Det skriver en række udenlandske medier.

Eksplosionen menes at være opstået som følge af en gaslækage i kloaksystemet, og beboere i byen fortæller til Formosa TV, at de opdagede »en gaslignende lugt« komme ud af afløb før eksplosionen.

Billeder fra byen viser omfattende ødelæggelser af veje, biler og bygninger. Blandt andet er der på de sociale medier blevet delt adskillige billeder, hvor røgskyer fra voldsomme brande strækker sig mod himlen, og hvor asfalten på en lang vejstrækning er brudt op.

Ifølge beredskabsmyndighederne i Taiwan er politiet og hæren blevet sat ind for at hjælpe brandvæsenet i et boligområde med lejlighedskomplekser. En fotograf fra nyhedsbureauet Reuters fortæller desuden, at redningsarbejdere dannede en kæde for at trække adskillige sårede op af et krater i en vej.

Dødstallet ventes ifølge Reuters at stige markant.

BNB