Svensk politi undersøger nu en påstået voldtægt, der skal have fundet sted på Bråvalla Festival fredag aften. En mand skulle angiveligt have fastholdt en ung teenagepige blandt publikum og voldtaget hende.

»Det er forfærdeligt,« siger politiet talsmand Thomas Agnevik til Aftonbladet.  Voldtægten er blot det seneste af mindst 12 sexovergreb på festivalen, der startede 28. juni.

Det er en pige på 15 år, som har anmeldt, at hun er offer for et seksuelt overgreb på Bravalla Festival i Norrköping fredag aften. Politiet har siden kl. 23 fredag aften været i gang med undersøgelser.

Forbrydelsen skal have fundet sted, mens pigen stod blandt publikum under Håkan Hellströms koncert på festivalens største scene. Politiet fortæller til Aftonbladet, at pigen har udtalt, at en mand holdt hende fast og derefter gennemført en voldtægt.

»Det er forfærdeligt at skulle opleve sådan en begivenhed, og samtidig at have en masse mennesker rundt om sig, når det foregår,« siger Thomas Agnevik til Aftonbladet.

Pigen blev indlagt til undersøgelser og behandling på hospitalet. Der er taget prøver, som nu skal analyseres sammen med det beslaglagte tøj.

Den mistænkte gerningsmand er stadig på fri fod.

Manden bag festivalen, Folkert Koopmann, har nu besluttet at lukke festivalen fra 2018 og frem, skriver han i en pressemeddelelse lørdag eftermiddag.

»Jeg har fået nok. Vold ødelægger festivaloplevelsen, kærligheden til musik, og frem for alt kommer mennesker til skade,« siger Folkert Koopmanns.

Årets festival fortsætter dog som planlagt.