Mindst fem omkom, da mindre fly med repræsentanter fra EU's grænsemyndigheder styrtede ned i Malta.

Valletta. Et mindre fly, som menes at have repræsentanter fra EU's grænsemyndigheder om bord, er styrtet ned i Malta, oplyser lufthavnskilder og øjenvidner til Reuters. Fem personer er omkommet.

Flystyrtet skete mandag morgen klokken 7:30 (dansk tid), da flyet var på vej til Misrata i Libyen.

Redningsmandskab søger efter overlevende.

Flyet, et Metroliner med to propeller, kan have 10 personer om bord.

Avisen The Times of Malta skriver, at flyet var blevet leased i Luxembourg af EU's grænseorgan Frontex.

Der er ikke umiddelbart oplysninger om ofrenes nationaliteter.

/ritzau/Reuters