Den skotske førsteminister, Alex Salmond, der samtidig er leder af det skotske nationalparti og bevægelsen for et selvstændigt Skotland, trækker sig fra begge poster efter skotternes nej til løsrivelse fra Storbritannien.

STORBRITANNIEN: Den skotske førsteminister og leder af SNP, det skotske nationalparti, Alex Salmond, har valgt at trække sig fra sine poster efter nederlaget ved folkeafstemningen i Skotland, skriver Reuters.

Alex Salmond har som leder af SNP, der har været bannerfører i ja-kampagnen for et selvstændigt Skotland, personificeret kampen, der endte med et nederlag ved folkeafstemningen torsdag.

»For mig som leder er min tid næsten ovre, men for Skotland vil kampagnen fortsætte,« siger han ifølge BBC.

Han siger, at han er »stolt« over, at knap 1,6 million skotter valgte at stemme for et selvstændigt Skotland, og at det har været et »privilegium« at være førsteminister i den skotske regering.

Han påpeger, at der ikke er en afløser på plads til rollen som leder af SNP, men at der er behov for et nyt lederskab efter torsdagens nederlag i folkeafstemningen.

Den 59-årige selvstændighedsforkæmper udtalte fredag morgen, at tiden nu er kommet til, at den britiske premierminister, David Cameron, skal overholde sine løfter fra slutspurten i valgkampen, hvor han lovede, at skotterne ville få maksimalt selvstyre, hvis de stemte nej til løsrivelsen.

»Skotland vil forvente, at løfterne bliver indfriet hurtigt,« sagde Salmond fredag morgen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Der spekuleres i, at det bliver Nicola Sturgeon, der både overtager rollen som partileder i SNP og som førsteminister i den skotske regering.

55 procent af skotterne stemte imod løsrivelsen fra Storbritannien ved folkeafstemningen torsdag, men de fleste skotter går ind for større selvstyre i Edinburgh.