Millioner af Android-enheder er verden over blevet ramt af såkaldt malware, som en gruppe kinesiske cyberkriminelle står bag.

Det skriver den engelske avis The Guardian, ifølge finans.dk.

Malware - eller ‘malicious software’ som nogle også kalder det - er en slags programmer, som volder skade eller uønskede ting på de enheder, som de lander på.

Ifølge den engelske avis er 10 millioner enheder nu inficeret med malwaren, mens op mod 85 millioner enheder er i farezonen.

Den danske it-sikkerhedsekspert Peter Kruse fra firmaet CSIS advarer danskere mod at installere apps fra nettets skumle steder:

»Problemet er, at folk går ud på nogle gråzone-sider og henter apps, fordi de enten kan få dem billigt eller gratis. Så er det, at man får en trojansk hest - som denne malware er. Den udgiver sig for at være et program, som man gerne vil have fingre i, men i virkeligheden er det noget andet,« siger Peter Kruse til BT.

Konsekvenserne af at blive ramt kan være alvorlige, da ‘Hummingbad’, som malwaren hedder, ifølge finans.dk, giver hackere mulighed for at stjæle fortrolige og personlige informationer fra Android-enhederne.

Det giver på den måde de cyberkriminelle mulighed for at begå identitetstyveri eller sælge oplysningerne til andre, som så begår den type kriminalitet.

Ifølge den engelske avis The Independent oplyser it-sikkerhedsfirmaerne Check Point og Lookout, at ‘Hummingbad’ installeres ‘dybt inde’ på Android-enhederne, hvorefter andre end ejeren kan få kontrol over enheden, ligesom malwaren ‘spionerer’, så kriminelle bagmænd kan følge med i ejerens browsing-vaner og andet.

Avisen skriver videre, at hvis enhedens operativ-system er af ældre dato, så er risikoen for at blive ramt større. Et tegn på at man er ramt kan for eksempel være, at der dukker nye apps, som ejeren af telefonen eller tableten ikke selv har installeret op. Det kan også være, at dataforbruget pludselig stiger, at reklamer popper op og batteriet ikke længere holder så godt som tidligere.

Ifølge Peter Kruse er der ikke tale om et såkaldt ‘drive by’-angreb, hvor man kan blive ramt ved blot at besøge hjemmesider.

»I det her tilfælde er det brugerne selv, der installerer det. Man kan slå en funktion til, der forhindrer installationen af apps fra usikre kilder. Hvis man har sat den til, får man ikke besøg af den her malware,« siger Peter Kruse til BT.

Han opfordrer danskerne til at holde operatørsystemerne opdateret og til at tænke sig om:

»Hvis noget ser ud til at være for godt til at være sandt, så er det det formentlig også,« siger Peter Kruse.

De engelske medier oplyser, at det primært er enheder i Kina og Indien, hvor henholdsvis ca. 1,6 og ca. 1,3 millioner enheder er ramt. Men malwaren er global og flere hundrede tusinder enheder i USA og Storbritanien er også ramt.