Et slør af mystik har lagt sig hen over en tysk internetmillionærs død. Med en kuffert, der angiveligt var pakket med en million euro svarende til syv millioner kroner, var han taget af sted i et lille privatfly til Italien. Men på vejen tilbage styrtede han ned. Og pengekufferten var væk.

Thomas Wagner blev blot 38 år.

Sammen med partneren Oliver Schilling stod han bag onlinekoncernen Unister - som ejer flere rejseselskaber, blandt andet ab-in-den-urlaub og Urlaubstours - og de var begge om bord på det lille Piper 32-fly, som den 14. juli styrtede ned over Slovenien på vej tilbage fra en tur til Italien.

Med i flyet var også en bankrådgiver og en pilot. Ingen overlevede.

Det skriver Mitteldeutscher Rundfunk.

Havde kuffert med syv millioner kroner med

Siden har Thomas Wagners død været omgærdet af mystik. Få dage efter hans død blev store dele af Unister erklæret insolvent, og rejseselskaberne blev erklæret konkurs (hvilket har fået konsekvenser for en dansk familie, som du kan læse mere om HER).

Men med i flyet på vej til Italien den 13. juli havde han angiveligt en kuffert fyldt med penge. Ifølge Mitteldeutsche Zeitung var beløbet på hele syv millioner kroner, mens Bild skriver, at han også havde flere penge i resten af sin bagage.

Hans ønske var angiveligt at mødes med en italiensk forretningsmand, som skulle låne ham penge til at redde hans onlineforretning, som blødte røde tal på bundlinjen. De mange penge i kufferten skulle lægges som et depositum.

Derfor valgte han angiveligt også at rejse med det lille, privatlejede fly, da de bliver kontrolleret mindre. Ellers var pengene blevet registreret i Italien.

Var måske offer for svindel

Dagen efter mødet i Italien var vejret ekstremt dårligt og koldt, da den administrerende direktør igen satte sig ind i flyet. Blot en halv time senere gik det galt. Flyet havde intet afisningssystem, og årsagen til flystyrtet menes at have været, at vingerne blev iskolde.

Med ulykken fulgte spekulationerne. Ifølge talsmanden for politiet i den slovenske by Nova Gorica, Marino Pangos, blev der ikke fundet en kuffert med penge ved nedstyrtningsstedet.

»Vi kan med sikkerhed bekræfte, at der ingen pengekuffert blev fundet i vores undersøgelse. Men blandt de personlige ejendele var der i omegnen af 70.000 kroner i kontanter,« siger han til Mitteldeutscher Rundfunk.

Derudover er der ifølge talsmanden noget, der indikerer et muligt bedrageri begået mod Thomas Wagner.

»Udover det kontante beløb fandt vi et italiensk dokument, der indikerer, at Wagner kan have været et offer for svindel i Italien. Det drejede sig om et større beløb,« siger Marino Pangos.

Vil føre arven videre

Sammen med sorgen over at have mistet den administrerende direktør og en partner i firmaet, måtte Unister også kæmpe med andre problemer i dagene efter, da fire dele af virksomheden blev erklæret konkurs.

Alligevel håber firmaet, at man kan videreføre arbejdet efter Thomas Wagner. Det fortæller en talsmand for Unister, Dirk Rogl

»Vi kan ikke erstatte Thomas Wagner, men vi kan føre arven fra vores grundlægger videre på den bedst mulige måde,« siger han til Mitteldeutsche Zeitung.