INDONESIEN: Dødstallet fortsætter med at stige, efter et indonesisk militærfly tirsdag styrtede ned i et hotel på øen Sumatra. Ifølge Reuters meldes 55 personer nu dræbt, og dødstallet ventes at stige yderligere.

Det er fortsat uklart, hvor mange personer der var om bord på flyet. Indledningsvis oplyste talsmænd fra det indonesiske militær, at der var 12 personer på flyet, og at de alle var tilknyttet militæret.

Flere nyhedsbureauer citerer nu kilder fra de indonesiske nyhedsmedier for at opskrive det tal til 113 personer. En del af de ombordværende skulle være familie til militærfolkene.

Flyet, et aldrende C-130B Hercules-fly, var kort inden styrtet lettet fra en nærliggende militærbase. Ifølge de foreliggende oplysninger bad piloten kort efter start om tilladelse til at vende om og lande.

Det tyder på, at flyet er brudt i brand i luften, og under endnu et forsøg på at lande styrtede det ned i hotellet, der ligger i et tætbebygget område.

»Flyet passerede hen over os et par gange. Det fløj meget lavt, og der kom ild og røg fra det. Tredje gang det kom forbi, styrtede det ned i taget på hotellet og eksploderede i samme sekund,« fortæller Elfrida Efi, der er receptionist på hotellet Golden Eleven Hotel, som flyet styrtede ind i.

Styrtet sætter atter fokus på flysikkerheden i Indonesien, der har fået massiv kritik de seneste år. Ifølge internationale flyorganisationer har der alene de ti seneste år været ti dødulykker, hvor indonesiske militær- eller politifly var involveret.

Tilbage i december styrtede et AirAsia fly, QZ8501, der var på vej til Singapore fra Indonesien. Samtlige 162 mennesker om bord døde i styrtet.

»Det er for tidligt at sige, hvad der forårsagede tirsdagens ulykke, men det vil på ny skabe bekymring omkring flysikkerheden i Indonesien, ikke mindst fordi det sker et halvt år efter QZ8501 styrtede,« siger Greg Waldron, redaktør på det internationale flymagasin Flightglobal, til Reuters.

Styrtet ventes også at øge presset for, at det indonesiske luftvåben investerer i sin aldrende flåde af fly, der gentagne gange er kritiseret for at være forældet og umoderne.