Israel har besluttet at indlede en militær straffesag mod to soldater i forbindelse med krigen i Gaza i fjor. De to tiltales for grov tjenesteforsømmelse efter at have tvunget en niårig palæstinensisk dreng til at lede efter farlige sprængladninger.
Den palæstinensiske dreng blev tvunget til at åbne kufferter, som de to israelske sergenter frygtede indeholdt bomber. Kufferterne viste sig imidlertid at være ufarlige, oplyser den israelske hærs radio.
Den israelske menneskeretsgruppe BTselem hilser retssagen mod sergenterne velkommen, men gentager samtidig et krav om en fuldstændig og uafhængig granskning af krigen i Gaza.
Der er endnu ikke fastsat en dato for retssagen mod de to israelske sergenter.
/ritzau/AFP



















