Mike Tyson nægtes indrejse i New Zealand

Den tidligere boksemester skulle deltage i et velgørende arrangement. Men nu vil regeringen ikke lukke ham ind.

NEW ZEALAND: Den gamle boksemester Mike Tysons 20 år gamle voldtægtssag forfølger ham hele vejen om på den anden side af Jorden.

Stillehavslandet New Zealand har afvist den forhenværende sværvægters visum-ansøgning, efter at han i første omgang havde fået tilladelse til en indrejse. Tyson har afsonet seks års fængselsstraf for voldtægt, og ifølge New Zealands lov er indrejse i landet forbudt for personer med fængselsstraffe på mere end fem år, medmindre de får en specialtilladelse.

Mike Tyson skulle i november have deltaget i et velgørende arrangement, »Mestrenes Dag«, i landets største by, Auckland, og meget tydede på, at han så frem til sit besøg. For eksempel sagde han til nyhedsbureauet APNZ, at hans tatovering i ansigtet er inspireret af det newzealandske urfolk, maorierne, men også, at han aldrig havde mødt maorier, og at han glædede sig til at se dem.

Men nu har den newzealandske regering altså forbudt ham at rejse ind i landet. Viceimmigrationsminister Kate Wilkinson skriver i en pressemeddelelse, at beslutningen om at lukke Tyson ind i landet i forvejen »var på vippen« mellem ja og nej. Og da en børneforening ved navn Life Education Trust forleden ytrede, at Tysons besøg ville være upassende, trak regeringen Tysons visumtilladelse tilbage.

Mike Tyson bliver kaldt »verdens ondeste mand« og blev i 1988 verdens yngste sværvægtsmester. I 1992 blev han idømt seks års fængsel for at have voldtaget en 18-årig kvinde i USA.