På dagen, hvor Donald Trump havnede i sit livs politiske stormvej, var der også en god nyhed for USA's præsident.

Trump kan se frem til en familieforøgelse i september, når hans niende barnebarn ventes at komme til verden.

Det er præsidentens mellemste søn, Eric Trump, der har meddelt, at hans hustru, Lara Trump, er gravid med en dreng.

'Tillykke Eric og Lara. Meget stolt og glad på jeres vegne,' skriver Donald Trump på det sociale medie Twitter:

Eric Trump er ligesom sin kone 33 år gammel, og det er parrets første barn.

Hvad barnet skal hedde, er ikke besluttet endnu.

»Vi elskede virkelig navnet Charlie, men det har vi allerede navngivet vores hund, så det er ude,« siger Eric Trump.

Eric Trump er det tredje barn, som Donald Trump fik med sin første hustru, Ivana Trump.

Mandag var ellers en særdeles barsk dag for den amerikanske præsident. Under en åben høring i Kongressen lød det fra FBI's direktør, James Comey, at Trumps anklager om aflytning ikke holder

Under høringen var det i hvert fald anklager, som FBI-chefen ikke kunne bekræfte.

Anklagerne fra Donald Trump har gået på, at tidligere præsident Barack Obama har aflyttet hans kampagne ved præsidentvalget i 2016.

Samtidig kom det frem under høringen fra James Comey, at FBI aktivt undersøger Ruslands mulige indblanding i præsidentvalget i fjor.

Fra FBI-chefen lød det også, at Rusland under præsidentvalget ønskede at skade demokraternes kandidat, Hillary Clinton, med det formål at få hendes modstander, USA's nuværende republikanske præsident, til magten i Det Hvide Hus.