I månedsvis har Trump-modstandere forsøgt at få ram på manden, mange foragter. Nu har han fået hug af førstedamen Michelle Obama – og hun har ramt ham hårdt.

Iklædt en blå kjole og med en mors alvorstunge og bekymrede mine leverede den amerikanske førstedame, 52-årige Michelle Obama, natten til tirsdag et sylespidst, giftigt og elegant angreb mod den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, som ifølge eksperter blev sendt i defensiven.

»Trump-lejren får svært ved at slå tilbage,« siger lektor og ph.d. ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet Jørn Brøndal til BT, mens USA-kenderen Mads Fuglede supplerer:

»Det er alvorligt for Trump. Og der kommer en lang række angreb nu. De er alle et forsøg på at holde ham i defensiven. Det var det, Michelle Obama blev en del af.«

Trump-modstandere har i månedsvis sukket efter et angreb, der ville gøre ondt på den 70-årige kontroversielle og stærkt omdiskuterede mand, som i sidste uge officielt blev Republikanernes præsidentkandidat. Dét leverede Michelle Obama natten til tirsdag på Demokraternes konvent i byen Philadelphia, hvor Hillary Clinton i denne uge bliver udråbt som Trumps modkandidat, og hvor Michelle Obama i sin tale, der kan vise sig at være afgørende for valgets udfald, satte en fed streg under, hvorfor Trump ikke fortjener at sætte sig bag skrivebordet i det ovale kontor som landets 45. præsident.

Vil huske Michelles tale

Donald Trump har de seneste mange måneder chokeret amerikanere og store dele af verden med sine bidske personangreb, nedsættende kommentarer om kvinder samt voldsomme og hadske udfald mod bl.a. indvandrere. Alligevel er opbakningen til byggemilliardæren fra New York den seneste tid vokset– til eksperters, kommentatorers og især europæiske politikeres skræk –så han nu spås chancer for at vinde valget.

Men natten til tirsdag gik Michelle Obama til angreb. Og det får måske afgørende betydning, når amerikanerne afgør, om det skal være Donald Trump eller Hillary Clinton, der skal indtage Det Hvide Hus.

I hvert fald er flere amerikanske medier enige om, at det vil være Michelle Obamas tale, som folk vil huske fra Demokraternes konvent.

En bekymret mor

Årsagen er måden, hvorpå hun gik i kødet på Trump. Uden at sige det direkte udpenslede hun i rollen som en bekymret mor og hustru – og ikke som politiker – Donald Trumps dårligdomme, mens hun samtidig roste Hillary Clinton.

Det lyder simpelt, men det er gift for Donald Trump, lyder vurderingen.

»Hun pakkede det elegant ind i en rolle som mor og førstedame, og alligevel satte hun nogle hug ind. At hun ikke angreb direkte, men pakkede det ind, styrkede hendes budskab – også fordi hun gjorde det stik modsatte af, hvordan Donald Trump ville gøre det,« siger Jørn Brøndal.

Michelle Obama har også sat republikaneren og hans stab en i kattepine.

»Trump-lejren er på en eller anden måde nødt til at slå tilbage, men man skal passe på med at angribe Michelle Obama for direkte, fordi hun er så populær. Så der er grænser for, hvor meget de kan gøre for at neutralisere den her tale. Især også fordi Melania Trump (Donald Trumps hustru, red.) plagierede elementer af sin tale fra Michelle Obama. Det gør det dobbelt-svært at slå igen,« siger Jørn Brøndal.

Han tilføjer, at redningen måske kan blive det, man kan kalde en klassisk Trump-manøvre:

»Det må for Trump-lejren i stedet handle om at få diskussionen til at handle om noget andet. Og det er Trump utrolig god til.«

Fantasier om politik

Michelle Obamas tale har også givet ny næring til spekulationerne om, hvad hun skal lave, når hendes mand forlader posten som præsident.

»Der er ikke kommet mange udmeldinger, men folk er begyndt at fantasere om, at hun måske kan gå ind i politik. Men om hun påtager sig en politisk rolle, det er ikke til at sige,« siger Jørn Brøndal.

Mads Fuglede vil dog være ’meget overrasket’, hvis Michelle Obama kaster sig ind i politik:

»Hun har udtrykt stor lede ved det politiske. Det vil næsten virke helt skørt, hvis hun går ind i politik. Jeg tror, at de har en aftale om, at når det her er slut, så er der ikke mere med det,« siger han.