Den amerikanske førstedame var i aftes lige lovlig kæk ved besøget i Buckingham Palace, hvor hun lagde sin arm om den britiske dronnings skulder.

Michelle Obama har gjort en dyd ud af at være en moderne First Lady.

Og da den amerikanske førstedame og hendes mand, præsident Barack Obama, i aftes blev modtaget af den britiske dronning Elizabeth II og prins Philip i Buckingham Palace i London, viste Michelle Obama sig fra en varmhjertet, men utraditionel side.

Hun brød nemlig den royale protokol ved at lægge sin venstre arm om dronningens skulder. Ifølge protokollen er det ikke tilladt at røre ved dronningen, men den 82-årige Elizabeth smilede blot og lagde også sin arm om den amerikanske førstedame.

Britiske medier rapporterer, at de to damer blandt andet havde talt om, hvor meget højere Michelle Obama er end dronningen. Og denne var så betaget af præsidentfruen, at hun bagefter skal have sagt: "Nu da vi har mødt hinanden, vil du så være så sød at holde kontakten?"

Også Michelle Obama var glad for mødet, som hun beskrev som meget skønt.

Præsident Obama beskrev besøget hos den britiske dronning som "vidunderligt" og betegnede dronningen som "fornøjelig".

Prins Philip, der er berygtet for sin tørre humor, var også veloplagt. Da Obama fornøjet fortalte om sine møder med den britiske premierminister, Gordon Brown, oppositionslederen David Cameron, den kinesiske præsident, Hu Jintao, og den russiske præsident, Dmitrij Medvedev, tidligere på dagen, spurgte den 87-årige Duke af Edinburgh præsidenten, om han da havde kunnet kende forskel på sine mange samtalepartnere.

/ritzau/dpa