USAs præsidentfrue Michelle Obama gav en fremragende tale på demokraternes konvent. I centrum for talen var hendes kærlighed til Barack og deres piger, der fortsætter med at have et almindeligt familieliv, selv om far er blevet præsident

Og så løfter taget sig.

Ikke sådan bogstavligt, men den gode stemningen når sit absolutte højdepunkt da klokken runder 22.38 lokal tid. Lige med et bliver aftenens andre taler glemt. Nu er det. Det er nu, at Michelle Obama træder frem på podiet og holder den tale, som er det tilhørerne har ventet på, skriver b.dk’s udsendte medarbejder.

Og mens alle råbene og klapsalverne aftager begynder råbene.

- Four more years. Four more years. Fire år til. Fire år til, lyder det højere og højere fra de tusinde af tilhører i Time Warner Cable Arena i Charlotte.

Glemt var allerede den dynamiske tale, som San Antonios unge borgmester Julian Castro lige havde holdt. Glemt var Elaine, mor til fem drenge, de fire af dem er i det amerikanske militær. Glemt var alle de tidligere talere. For nu handler det om Michelle, 47 år, mor til to, advokat og - nårh ja - gift med Barack Obama.

- Tak, tak. Mange tak. Tak, lyder det det nede fra scenen, inden Michelle fortsætter: - Mange tak til dig Elaine. Vi er så taknemmelige for din families indsats.

Og så er hun i gang hende Michelle. Fra første færd tryllebinder hun salen med sin tale. Hendes stemme er klar og venlig, hun vil fortælle os noget.

- At være førstedame er en ære og et privilegium ... men da vi først mødtes for fire år siden, havde jeg stadig nogle betænkeligheder ved den rejse, som vi havde påbegyndt, lyder det.

Og så bliver der stille. Der gør der flere gange under hendes tale. Det er ikke en pinlig stilhed, vi taler om, men sådan en eftertænksom stilhed. For Michelle Obamas tale er en eftertænksom tale. Vi hører om hendes betænkeligheder ved at ændre det liv, som hende, Barack og børnene har haft hjemme i Chicago. Vil det overhovedet føre noget godt med sig, sådan at skifte de vante omgivelser ud med Washington og Det Hvide Hus.

- Vores liv før vi flyttede til Washington var fyldt med de små hverdags ting. Lørdage med fodboldkampe, søndage hos bedstemor, og af og til en kæreste-aften for Barack og mig, enten med en middag eller en film. Ikke begge dele, det er for hårdt for en udkørt mor, jeg vil ikke kunne holde mig vågen til begge dele, fortæller Michelle, og folk lytter, og de klapper. Og nogle gange rejser de sig op og jubler.

Michelle Obamas tale handler om det nære, om familielivet, om mulighederne for at den almindelige amerikaner skal have et familieliv, selv om penge er små. Om mulighederne for at få en uddannelse, selv om pengene er små. Om mulighederne for at have råd til at blive syg, uden at går fallit, selv om pengene er små.

Og så får vi Michelle og Baracks kærlighedshistorie, hvordan han ikke havde nogle penge, da de mødtes, hvordan han kørte i en rustspand med udsigt til asfalten under bilen, når man kørte, og hvordan hans fineste par sko var flere numre for små.

Vi fik deres historie, hvordan de passede sammen, hvordan de begge har kæmpet sig gennem uddannelsessystemet med dyre lån, hvordan deres familier forsøgt at hjælpe dem. Vi fik at vide at deres vision - Baracks vision for det amerikanske samfund - hvordan den er.

Og så var der Michelle Obamas frygt, frygten for at deres liv og deres værdier skulle forsvinde, hvis Barack blev præsident:

- Men i dag, efter så mange kampe og triumfer og øjeblikke, som har testet min mand på en måde, som jeg ikke havde kunnet forestille mig, har jeg set fra første række, at det at være præsident, det ændrer ikke, hvem du er. Det afslører, hvem du er.

Jublen bryder løs igen. Fortællingen om, at Barack er den samme, hans karakter er den samme, om hvordan hans sande jeg er blot blevet forstærket af at være præsident, går lige ind hos tilhørerne. Det er nemlig ikke nemt at være præsident, lyder det, men Barack er god til det.

Og sådan fortsætter Michelle Obamas tale. Hun nævner ikke Mitt Romney een eneste gang, hun nævner ingen navne ud over Baracks. Og det virker.

- Tonen på Demokraternes konvent skiftede markant det øjeblik Michelle Obama trådte ind på scenen. I modsætning til den tale som Ann Romney, Mitt Romneys hustru, gav i sidste uge på det republikanske konvent, så undegik fru Obama - i hendes forberedte tekst - nogle politiske angreb. Der var ingen snak om Republikanere eller Romney, skriver den politiske reporter Adam Nagourney fra New York Times i en analyse.

Men de er ingen tvivl om, at Michelle Obamas tale på det Demokratiske partis konvent i nat dansk tid skabte begejstring og en følelser af at præsidentens og hans familie er almindelige, eller så almindelige som præsidentfamilier nu engang kan være.

Michelle Obama var aftenens sidste taler, men mange politisk interesserede amerikanerne havde set meget frem til at høre den unge borgmester Julian Castro fra San Antonio, Texas.

Castro er en fremtidens mand i det Demokratiske Parti, den kun 37-årige borgmester, er valgt i det sydligste USA, tæt på grænsen til Mexico, og han repræsenterer den stigende gruppe af hispanics i USA, som inden for en overskuelig fremtiden, kan blive en så vigtig demografisk gruppe, at de kan genvinde f.eks. Texas for demokraterne.

I sin tale er Castro bl.a. inde på Obamas store arbejde for hispanics i USA, og de muligheder, som de har fået: - Min bedstemor så os desværre ikke komme ind i politik. Men hun vil have syntes, at det var ekstraordinært, at kun to generationer efter hun ankom til San Antonio, så vil et barnebarn være borgmester, og en anden - om Gud og beboerne i San Antonio vil - på vej i Repræsentanternes Hus. Min families historie er ikke speciel. Hvad der er specielt er, at USA gør vores historie muligt.

Og så står Julian Castro for dagens store angreb på Mitt Romney.

- Mitt Romney forstår det bare ikke. Men Barack Obama forstår det.

Ifølge den politiske analytiker på Washington Post, Chris Cillizia, så var Julian Castro aftenens store vinder: - Castros historie - og hans ærbødiged overfor hans mor - var rørende og hjertevarme. Hans angreb på Mitt romney var effektive, men ikke onde eller overdrevet partipolitiske.

Men inden Michelle Obamas tale gik et af aftenenes største bifald til en person, der ikke var fysisk til stede. det skete da Ted Kennedy blev mindet med en tale af nevøen Joeseph Kennedy, samt en lang mindekavalkade på storskærm.