Syv ud af ti anholdte kvinder melder om seksuel vold i politiets varetægt. Mange anholdte er enlige mødre.

Mexico City. De mexicanske sikkerhedsstyrker - både militæret og politiet - torterer rutinemæssigt kvinder eller står bag mishandlinger og seksuel vold i forbindelse med anholdelser og afhøringer.

Det skriver menneskerettighedsgruppen Amnesty International i en ny rapport, der blev offentliggjort tirsdag.

Amnesty har interviewet 100 kvinder, som har været udsat for voldelige overgreb under anholdelser, og som alle har været ofre for en eller anden form for seksuel chikane eller psykologiske fornedrelse.

Syv ud af ti kvinder melder om seksuel vold. De former for mishandlinger, som de blev udsat for, kunne være slag i maven og i hovedet, trusler om voldtægt - enten af dem eller af familiemedlemmer til dem, elektriske stød på kønsdelene, kvælning, befamling og voldtægt.

- Politiet synes at udnytte kvinder som lette mål for anholdelser, så det kan fremstå effektivt i statistikkerne, siger Amnesty i en skriftlig kommentar til rapporten.

- De kvinder, der udsættes for disse former for vold, er overvejende unge og kommer fra fattige familier, siger Amnesty.

Mange af de kvinder, som anholdes og fængsles, er enlige mødre og udsættes typisk for vold, fordi de ikke lever op til normerne om at have en mand.

Sexarbejdere i Mexico er også ofte meget udsatte og mishandles ofte ved anholdelser eller i detentionen. Det samme gælder for kvinder, der er biseksuelle eller lesbiske.

Mexico har gennem en længere årrække døjet med udbredt organiseret kriminalitet og magtfulde narkokarteller, som har kæmpet om magten over den indbringende handel med ulovlige stoffer til USA. Siden 2007 anslås det, at banderelateret vold har kostet flere end 100.000 mennesker livet i Mexico.

/ritzau/AFP