Mexico fanger søn af narkobaron
Sønnen er en af Mexicos mest eftersøgte narkohandlere er blevet arresteret. Det menes, at han er en ledende figur i det frygtede Sinaloa-kartel.
Sønnen er en af Mexicos mest eftersøgte narkohandlere er blevet arresteret. Det menes, at han er en ledende figur i det frygtede Sinaloa-kartel.
MEXICO: De mexicanske myndigheder har vundet en lille sejr i landets tilsyneladende endeløse narkokrig. Et hold marinesoldater fik torsdag kløerne i Jesus Alfredo Guzman, søn af Joaquin »Shorty« Guzman, Mexicos mest eftersøgte forbryder og chef for Sinaloa-kartellet, der har tusindvis af liv på samvittigheden.
Den unge Guzman, med det lidet flatterende tilnavn El Gordo, eller Den Fede, blev ifølge Reuters anholdt i en lejlighed i den vestlige delstat Jalisco, omgivet af geværer, pistoler, granater og 160,000 amerikanske dollars i kontanter. Han blev efterfølgende fløjet til Mexico By og vist frem foran pressen.
Mens hans far er kartellets absolutte topfigur, menes El Gordo også at spille en vigtig rolle i forbryderorganisationen, der sidder på narkomarkedet i det nordvestlige Mexico langs grænsen til USA.
- Han er en hjørnesten i kartellet, ikke kun på grund af hans familiebånd til Shorty Guzman, men fordi han beskyldes for at stå i spidsen for kartellets økonomiske aktiviteter, fortæller flådetalsmand Jose Luis Vergara til Reuters.
I USA glæder man sig over anholdelsen. Her har narkomyndighederne udlovet sat en dusør på Shorty Guzmans hovede på hele fem millioner dollars, og man vil også meget gerne have fingre i sønnen. Sinaloa-kartellet mistænkes for at have smuglet 200 ton kokain til USA siden 1990.
Sinaloa-kartellet, der er et af de ældste i Mexico, fører en voldsom kamp med det rivaliserende og relativt nye Zeta-kartel. De seneste måneder har budt på flere grusomme episoder, hvor rivaliserende kartelmedlemmer er blevet tortureret og halshugget.
Det vurderes, at knap 55.000 mennesker har mistet livet under den mexicanske narkokrig, der brød ud i 2006.