En 30-årig kvinde, der havde fået en indopereret pacemaker, har mistet livet, efter hun gik gennem en metaldetektor i lufthavnen i den russiske by Ulan-Ude.

Det skriver The Telegraph.

Kvinden gik af uvisse årsager gennem metaldetektoren på trods af, at hun havde papirer, der sikrede hende mulighed for komme gennem lufthavnens sikkerhedskontrol uden at skulle passere igennem metaldetektoren.

- Da vi kom ud til gaten begyndte hun at føle sig svimmel, og pludselig kollapsede hun. Jeg tog hende i mine arme og ringede efter lægehjælp, fortæller kvindens mand, Maxim, til Central European News Agency.

Ifølge enkemanden vidste lægerne ikke, hvad de skulle gøre for at hjælpe Diana Tolstova. De ydede hverken førstehjælp eller ringede efter en ambulance, beretter han.

- Min smukke Diana døde i mine arme, siger Maxim Central European News Agency.

Lufthavnens ledelse er nu ved at undersøge sagen. En talsmand fortæller til nyhedsbureauet, at personalet i sikkerhedskontrollen har fået instrukser om, at personer med pacemakere aldrig må gå gennem metaldetektorer.