Dødstallet på Filippinerne er steget til 902, efter en tyfon ramte landet i sidste uge. 80.000 filippinere er hjemløse.

FILIPPINERNE: Tyfonen Bopha, der ramte Filippinerne i sidste uge, har nu dræbt 902 og gjort 80.000 filippinere hjemløse. Det oplyser den filippinske regering ifølge NBC News, efter den voldsomme storm har hærget og ødelagt store dele af den sydlige ø Mindanao.

Dødstallet forventes at stige, da 934 personer fortsat meldes savnet. Mere end 2.600 kom til skade under tyfonen.

- Jeg er ked af og generet af ødelæggelserne forårsaget af Tyfonen Pablo, siger landet præsident, Benigno Aquino III, og bruger til det navn, de lokale har givet tyfonen.

- Men det er i situationer som denne, at vores styrke som land bliver målt. Vi skal nok rejse os som land igen, lyder det fra præsidenten.

3. december ramte tyfonen den største sydlige ø Mindanao, inden den krydsede det centrale Filippinerne og stoppede over Det Sydkinesiske Hav. Nu, 11 dage efter, er næsten 80.000 filippinere stadig installeret på evakueringscentre overalt i landet, da Bopha har ødelagt omkring 61.000 hjem og forårsaget massive ødelæggelser på 88.000 yderligere huse.

FN har appelleret om hjælp og økonomisk støtte fra det internationale samfund. Der er brug for 65 millioner dollar, svarende til over 371 millioner kroner, i akut katastrofehjælp til tyfonofrene samt til at udbedre skaderne i landet. Det anslås, at tyfonen har forårsaget ødelæggelser for omkring 350 millioner dollar - to milliarder kroner.

Appellen fra FN fik tirsdag udviklingsminister Christian Friis Bach (R) til at bevilge et ekstraordinært bidrag på 70 millioner kroner fra Danmark til de folkelige organisationers nødhjælpspuljer og til FNs Humanitære Fond, der blandt andet skal hjælpe i Filippinerne.