'Har du overhovedet mødt din egen mand?'

Flere undrer sig, efter den republikanske præsidentkandidat Donald Trumps hustru, Melania Trump, holdt en sjælden tale torsdag aften til et vælgermøde.

Særligt på grund af talens indhold.

Under talen fortalte Melania Trump, at et af hendes fokusområder som landets måske kommende førstedame vil være at bekæmpe 'cyber-bullying' - mobning over nettet.

»Vores kultur er blevet for ond og for voldsom, særligt for børn og teenagere,« sagde hun under talen i Pennsylvania, skriver The Guardian.

»Det er aldrig i orden, når en 12-årig pige eller dreng bliver drillet, mobbet eller angrebet. Det er fuldstændig uacceptabelt, når det bliver udført af nogen uden navn, der gemmer sig over nettet,« fortsatte hun.

»Vi er nødt til at finde en bedre måde at tale med hinanden på, til at være enige med hinanden, at have respekt for hinanden. Vi er nødt til at finde bedre måder til at respektere og støtte det basalt gode i vores børn, særligt på de sociale medier. Det vil blive et af de centrale fokuspunkter for mit arbejde, hvis jeg er privilegeret nok til at blive jeres førstedame.«

Kendt for sine Twitter-krige

Netop de passager af talen fik flere til at undre sig. Ikke så meget over budskabet, som de fleste støttede op om, men til at undre sig over, hvordan hun kan udtale sig på den måde, når hun er gift med en mand, som netop er særligt kendt for svinske 'krige' på de sociale medier - særligt Twitter - med de personer, han er uenige med.

Blandt andet har han kaldt tv-værten Megyn Kelly for en 'bimbo'. I september bad han sine følgere om at 'tjekke' en ikke-eksisterende sexvideo med den tidligere Miss Universe Alicia Machado 'ud' - selvsamme kvinde har han også tidligere kaldt for en 'spisemaskine' og 'miss Piggy', da hun tog på efter skønhedskonkurrencen.

Han har også på Twitter skrevet om chefredaktøren for mediet Huffington Post:

'Arianna Huffington er uattraktiv både på inder- og ydersiden. Jeg forstår til fulde, hvorfor hendes tidligere mand forlod hende for en mand. Han tog en god beslutning'.

Flere seere, der fulgte talen, tog derfor selv til tasterne på de sociale medier for at lufte deres forundring. Du kan se nogle eksempler nedenfor:

Den første tale siden kopiskandalen

Torsdagens tale var Melania Trumps første, siden hun for tre måneder siden talte til det republikanske konvent. Dengang blev hun kraftigt beskyldt for at have snuppet flere centrale formuleringer fra en meget succesrig tale, som den nuværende førstedame, Michelle Obama, holdt til sin mand i 2008.

En gennemgang af talerne (som du kan læse meget mere om HER) viste også, at der var store sammenfald. Kort tid efter afleverede den taleskriver, som angiveligt havde forfattet den udskældte tale, sin opsigelse.

Under en velgørenhedsmiddag i New York forsøgte Donald Trump at lave lidt sjov med situationen.

»Michelle Obama holder en tale, og alle elsker den. Det er utroligt. De synes, hun er fantastisk. Min kone Melania holder den præcist samme tale, og folk kommer efter hende for det, og jeg forstår ikke hvorfor,« sagde han.

Nedenunder kan du se flere forundrede reaktioner over Melania Trumps seneste tale.

Det amerikanske præsidentvalg afgøres 8. november.