Ifølge de britiske myndigheder vil en russisk konvoj bestående af otte krigsskibe passere Danmark og Den Engelske Kanal natten til fredag.

Det skriver flere medier, heriblandt The Guardian og BBC.

Konvojen, der er blevet fotograferet og fulgt af det norske militær langs den norske kyst, befinder sig torsdag aften i Nordsøen og vil ifølge en talsmand fra det britiske forsvarsministerium ikke kunne ændre kurs og sejle vest om England.

Derfor er forventningen også, at den otte skibe store konvoj vil passere Den Engelske Kanal natten til fredag, hvilket har fået Storbritannien til at sende fly på vingerne og sætte landets flåde, Royal Navy, i allerhøjeste beredskab for at eskortere de russiske krigsskibe gennem kanalen.

»Når disse skibe nærmer sig vores farvand, så vil vi følge dem. Vi holder øje med dem som en del af vores urokkelige engagement for at holde Storbritannien trygt,« lød det ifølge BBC fra den britiske forsvarsminister, Michael Fallon, torsdag.

Den russiske konvoj har retning mod den syriske kyst, hvor den forventes at slutte sig til kampene, der i øjeblikket finder sted i den syriske by Aleppo.

Blandt de otte skibe er hangarskibet 'Admiral Kuznetsov', der er landets eneste hangarskib og har plads til 50 kampfly. Det skulle ifølge The Guardian være flankeret af blandt andet det atomdrevne krigsskib 'Peter Den Store' samt to anti-ubåds krigsskibe.

På vej mod det krigshærgerede land, vil yderligere to russiske krigsskibe, der i øjeblikket befinder sig ud for Portugals kyst, støde til konvojen, forlyder det.

Når konvojen, der i russiske medier har fået titlen 'Den sejlende næve', når frem til Syrien, vil den samlede russiske flåde ifølge TV2 Norge bestå af ikke mindre end 26 skibe, og dermed tyder det på, at præsident Vladimir Putin har sendt stort set alt, hvad det russiske militær har af flydende fartøjer, til Syrien.

Der vil derfor være tale om Ruslands største flådebidrag til en krigssituation siden Den Kolde Krig.

Foto: PO(Phot) Dez Wade
Vis mere

Det kom noget uventet, at konvojen pludselig satte kurs mod Syrien. Ifølge flere medier var det meningen, at konvojen først skulle sejle mod Syrien til december.

Indsættelsen af de russiske flådefartøjer i Syrien er ifølge iagttagere også en understregning af præsident Vladimir Putins strategi, som blandt andet går ud på at understrege den russiske flådes styrke og rækkevidde, hvorfor det også kan være være med til at teste det i forvejen anspændte forhold mellem Vesten og Rusland.