Mindst 27 personer blev dræbt ved skyderi på skole i Connecticut. Medier oplyser, at gerningsmanden var en mand i 20erne, som var far til en elev på skolen.

USA: 27 personer, deriblandt mindst 18 børn, blev fredag dræbt under et skoleskyderi i byen Newtown, 120 kilometer nord for New York. Det oplyser tv-stationen CBS. Gerningsmanden, der er far til en elev på skolen, blev også dræbt, skriver BT.dk. Der er tale om en mand i 20erne og politiet er i færd med at ransage hans fars hjem New Jersey.

Både skolens rektor og skolepsykolog er blandt de dræbte efter skyderiet på grundskolen Sandy Hook Elementary School i Newtown i delstaten Connecticut. Skolen har elever fra børnehaveklasse til og med 4. klasse i alderen fem til ti år.

Klokken 9:30 lokal tid – en halv time efter skoletidsstart – begyndte mindst en person at skyde vildt omkring sig på skolen. Gerningsmanden affyrede adskillige salver i en børnehaveklasse.

Ifølge avisen Hartford Courant oplyser politiet, at en gerningsmand er blevet dræbt. Rapporter om endnu en gerningsmand er ikke blevet bekræftet.

Klokken 9:40 lokal tid oplyste politiet, at en bevæbnet person befandt sig i skolens hovedkontor. I et andet lokale befandt der sig en person med »adskillige« skudsår.

Skoleelever blev under politibeskyttelse ført ud fra skolen. Byens øvrige skoler blev omgående sat i såkaldt »lockdown« – alle døre blev låst – og privatskoler i området advaret.

Ængstelige forældre strømmede til skolen, selv om de blev bedt om at vente hjemme ved telefonen. Ved middagstid begyndte tragediens omfang imidlertid at gå op for omverdenen, da de første oplysninger om flere dræbte elever kom fra flere kilder.