TYRKIET: De tyrkiske medier er kort efter lørdagens blodige attentat i Ankara blevet underlagt strenge krav af den tyrkiske regering.

Berlingskes Mellemøstkorrespondent Allan Sørensen har set en skrivelse, der blev udstedt kort efter angrebene i Ankara, hvor mindst 86 er blevet dræbt og 186 er sårede efter to eksplosioner i den tyrkiske hovedstad.

Skrivelsen forbyder medierne at bringe både billeder og videooptagelser fra angrebene, og samtidig er både Twitter og Facebook gået ned, forklarer Allan Sørensen:

»Fra nu af vil regeringen forsøge at styre, hvad der skal ud i medierne, og hvad den tyrkiske befolkning skal vide om det her angreb. Det er meget tydeligt. Premierministeren har været ude at antyde, hvem han tror, der kan stå bag,« siger Allan Sørensen og forklarer, at regeringen samtidig forsøger at stoppe al kritisk debat i landet. De vil nemlig kun have, at medierne taler med repræsentanter fra regeringen:

»Det bliver spændende at se, hvordan aviserne kommer til at dække det i morgen. Regeringen forsøger selv at komme ud med de udtalelser, der er omkring angrebet. De forsøger at pålægge medierne, at det er regeringens talsmænd, der udtaler sig, og ikke andre end dem.«

På flere internationale medier kan man se videoer af angrebene, der rystede Ankara lørdag. Midt i en fredsdemonstration kommer der pludselig en kæmpe eksplosion, hvorefter man kan se folk flygte fra stedet.

Flere bringer også billeder af folk, der er smurt ind i blod og sidder grædende på jorden midt i al kaosset. Det er netop den slags billeder, der er forbudt for de tyrkiske medier at vise.

Det fyger ifølge Allan Sørensen med spekulationer omkring motivet bag regeringens beslutning om at give medierne en endnu strengere mundkurv på, end de har i forvejen.

Fra de kurdiske oppositionspartier lyder beskyldningen, at regeringen vil forhindre en opklaring af sagen:

»De siger, at regeringen forsøger at skjule nogle ting, der kan være med til at opklare, hvem der står bag det her angreb. Det er en beslutning, de færreste hilser velkommen. For det forhindrer simpelthen medierne i at selv gå dybt ind i sagerne og finde frem til nogle af de folk, der var med til demonstrationerne,« siger Allan Sørensen.

I de seneste måneder er flere journalister blevet anholdt i Tyrkiet. Det er endnu uvist, hvem der står bag de to bombesprængninger i Ankaras gader lørdag.