Iagttagere af amerikansk politik kalder sejren i Indiana vital for Trumps håb om at blive præsident.

Indianapolis: Donald Trump har efter alt at dømme taget et meget stort skridt nærmere at blive Republikanernes præsidentkandidat, efter at han natten til onsdag dansk tid ser ud til at sejre klart ved primærvalget i delstaten Indiana.

Flere amerikanske medier, herunder CNN og NBC News, udråbte vinderen af valget, i samme sekund som valglokalerne lukkede.

Mange iagttagere af amerikansk politik havde op til valget i Indiana sagt, at en sejr til Donald Trump vil betyde, at den kontroversielle rigmand vil kunne nå op på de magiske 1237 delegerede, som det kræver at blive valgt til Republikanernes kandidat, inden sommerens konvent.

Også hos Demokraterne er der tirsdag lokal tid valg i Indiana. I skrivende stund har ingen medier udpeget en vinder blandt de to tilbageværende kandidater, Hillary Clinton og Bernie Sanders.

/ritzau/