En soldat i Canada er død af de kvæstelser, som han pådrog sig, da han blev skudt. Politiet har ifølge canadisk TV dræbt en anden person, som menes at have været involveret i skyderiet, og flere skudepisoder efterforskes.

CANADA: Den canadiske soldat, der tidligere på dagen blev skudt, da han stod vagt ved et mindesmærke i Ottawa nær det canadiske parlament, er død, skriver nyhedsbureauet AFP på Twitter.

En anden mand er også blevet dræbt, efter at han angiveligt selv deltog i et skyderi mod soldaten i den canadiske hovedstad. Det oplyser den canadiske TV-station CBC TV.

Den formodede gerningsmand blev ifølge TV-stationen dræbt efter at være flygtet ind i den canadiske parlamentsbygning, og lokale øjenvidner fortæller, at de hørte mindst 30 skud blive affyret derinde. Betjente afsøger parlamentsområdet, der er blevet lukket ned, og ordensmagten har bragt premierminister Stephen Harper i sikkerhed uden for parlamentet.

Det er uklart, hvorvidt den dræbte har handlet på egen hånd, men politiet i Ottawa fortæller, at de leder efter en eller flere mistænkte, og at man foruden skudepisoderne ved mindesmærket og i parlament efterforsker en skudepisode i et indkøbscenter.

Det lokale politi opfordrer indbyggerne i det centrale Ottawa til at holde sig væk fra vinduer og tage, mens politiet søger efter eventuelle medgerningsmænd.

Soldaten, der blev såret ved mindesmærket, er blevet bragt på hospitalet, efter at han ifølge Reuters har modtaget hjertemassage.

Skyderiet finder sted samme dag, som de canadiske myndigheder har hævet den officielle trusselsvurdering ud fra en vurdering af, at terrortruslen mod landet er steget. Der er endnu ingen forlydender om, hvad årsagen til skyderiet kan være, og det er derfor usikkert, om det på nogen måde er relateret til den forøgede terrortrussel, men de canadiske militærbaser har efter skyderiet lukket af for offentligheden.

Mandag blev en soldat dræbt og en anden såret, efter at en formodet radikal islamist kørte dem over med sin bil. Bilisten blev efterfølgende skudt og dræbt af politiet.