SYRIEN: Terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS) har dræbt mindst 400 civile i den historiske by Palmyra, som IS tog kontrollen over tidligere på ugen. Det oplyser statslig syrisk TV søndag ifølge Reuters.

Det er hovedsageligt børn og kvinder, der er blevet slået ihjel, skriver nyhedsbureauet. Syriske aktivister fortæller på de sociale medier, hvordan hundredvis af lig ligger i Palmyras gader.

Byen spiller en central rolle, da den både rummer uvurderlige historiske skatte og er hjemsted for militærbaser, store våbendepoter og flere gasfelter.

IS tog tidligere søndag kontrol over den irakiske side af den vigtige grænseovergang Al-Walid mellem Irak og Syrien, oplyser BBC.

IS har de seneste dage været på fremmarch. Terrorbevægelsen har nu kontrol med mere end 50 procent af Syrien, fortalte en overvågningsgruppe til Reuters tidligere på ugen.

Terrorgruppen har længe kontrolleret store områder i det nordlige og østlige Syrien, og militæreksperter vurderer over for internationale medier, at præsident Bashar al-Assads regeringsstyrker efterhånden er presset i baggrunden, selv om man fortsat kontrollerer landets store byer.

Syrisk TV oplyser desuden søndag, skriver Reuters, at syriske regeringsstyrker har dræbt flere end 300 oprørere i bestræbelserne på at befri et sygehus i byen Jisr al-Shughour. Det er oprørere, der tilhører Nusra Fronten, som er al-Qaedas syriske gren.