Der er akut behov for ny ledelse i den amerikanske flåde, siger embedsmand efter flere pinlige uheld.

Washington. Den amerikanske flåde vil fritage viceadmiral Joseph Aucoin fra tjeneste efter en række kollisioner, hvor amerikanske flådefartøjer har været involveret.

Det oplyser en embedsmand til nyhedsbureauet Reuters.

Flåden er stadig i færd med eftersøgningen af ti søfolk, der savnes efter den seneste kollision øst for Singapore mandag.

- Der var brug for en akut udskiftning i ledelsen, siger embedsmanden ifølge Reuters om beslutningen om at fritage Aucoin fra tjeneste.

Den amerikanske flåde har ikke ønsket at kommentere oplysningerne.

Kilden oplyser til Reuters, at det bliver admiral Scott Swift, der erstatter Joseph Aucoin på posten. Han er trestjernet admiral og står i spidsen for den amerikanske stillehavsflåde.

Det er endnu uklart, hvornår nyheden bliver bekræftet officielt.

Beslutningen om at erstatte Aucoin er truffet, få dage efter at den amerikanske destroyer USS John S. McCain kolliderede med et handelsskib øst for Singapore.

Det var det fjerde alvorlige uheld med skibe fra den amerikanske stillehavsflåde alene i år.

En stor international rednings- og eftersøgningsaktion søger stadig efter de ti savnede søfolk efter mandagens kollision.

Her deltager fly, dykkere og skibe fra USA, Singapore, Malaysia, Indonesien og Australien.

Tirsdag fandt flådens dykkere ligrester inde i en aflukket sektion af skroget på USS John S. McCain.

Flåden har endnu ikke bekræftet identiteten på de bjærgede lig.

Imens arbejder flåden på at identificere et lig, der blev fundet otte sømil fra ulykkesstedet i Malaccastrædet.

På grund af rækken af uheld har den amerikanske flåde varslet en pause i samtlige operationer i forbindelse med en omfattende granskning af episoderne.

/ritzau/