Den afdøde superstjerne Michael Jacksons skeletter bliver ved med at vælte ud af skabet, efter flere og flere detaljer fra efterforskningen af sagen om eventuelt misbrug af børn bliver lækket i de amerikanske medier.

Nu kommer det frem, at der var stærke mistanker om, at sangeren kan have misbrugt flere nevøer i sin egen familie og måske endda sin egen søn Blanket, men at han via trusler og gaver har lukket munden på de potentielle ofre og deres pårørende.

»Vi modtog et troværdigt tip om nevøerne og som med så mange andre ting i den efterforskning, så fik Jacksons folk nys om det, og Jackson fik sendt drengen hen til en ø, og da drengen vendte tilbage, havde Jackson købt en helt ny bil, som vi forstod skulle lukke munden på drengen,« siger en tidligere efterforsker til The Post, der har talt med flere kilder, som blev afhørt eller deltog i efterforskningen.

I sidste uge kom det frem, at man havde fundet stærkt pornografisk materiale af blandt andet nøgne drenge på hans ranch, Neverland Ranch, i den periode, man efterforskede ham for misbrug af en 13-årig dreng i 2005-2006.

Nu viser materiale fra afhøringer, at han også var mistænkt for at udnytte mindst tre nevøer, som han producerede musik for, da de havde bandet 3T. En afhøring af den nevø, Jackson ifølge efterforskeren havde forsøgt at lukke munden på, virkede dybt afslørende på betjentene.

»Det var mærkeligt, at han ikke virkede oprevet over vores besøg, og at han ikke virkede bestyrtet over, at betjentene fortalte ham, hvad de troede, der var sket mellem ham og Michael, og han benægtede det aldrig rigtigt,« siger en kilde.

Derimod sagde den dengang 18-årige dreng, at han ikke havde i sinde at tale dårligt om sin onkel.

Et andet familiemedlem skal under en afhøring have sagt, at han frygtede, at adskillige nevøer var blevet misbrugt - ligesom sangerens egen søn Blanket skulle være blevet misbrugt.

Havde billeder af nevøer i undertøj
Noget af det materiale, der blev fundet på sangerens ranch, skal ifølge amerikanske medier være nøgenbilleder af hans tre nevøer fra bandet 3T. Taj, Terrell og T.J., som er sønner af Jacksons bror Tito.

En privat efterforsker har fortalt til The Post, at Jackson endda brugte sexede billeder af hans egne nevøer i deres undertøj for at ophidse små drenge.

Jackson-familiens advokat har udtalt, at de amerikanske medier, der har lækket materialet, har forvekslet kunst med porno.

Myndighederne havde også fået at vide af et familiemedlem til superstjernen, at han kæmpede for at skjule sine seksuelle præferencer.

»Han fortalte os, at Jackson i årevis forsøgte at skjule sin lyst til prepubertære drenge,« skriver Page Six. Men sangeren var også så afhængig af stoffer, så han var ofte så påvirket, at han slet ikke indså, at andre så, han rørte ved små drenge, er det kommet frem.

Michael Jackson havde 23 nevøer og niecer, men han er aldrig blevet dømt for misbrug.

Familiemedlemmet, som mediet ikke afslører navnet på, skal også have sagt under afhøringen, at Michael Jacksons mor, Katherine Jackson, mere end nogen anden kendte til sønnes aktiviteter med små drenge, men var for skamfuld til at indrømme det. Derfor forsøgte hun i stedet at indikere, at Hollywood havde gjort ham til bøsse.

Familiemedlemmet vidnede aldrig i retssagen, da han sagde, at han var bange for, at det ville føre til skilsmisse med hans kone eller i værste fald, at han ville blive slået ihjel.